Omkring 100 turismeaktører fra både Danmark og Tyskland var tirsdag samlet på Business College Syd Mommark i Mommark på Sydals. Anledningen var opstarten af det grænseoverskridende EU/Interreg 5A-støttede turismeprojekt 'Tourism Cross-Border', der også bærer det mere mundrette navn Tour-Bo. Det oplyser Landdistrikternes Fællesråd.
Med workshops under navne som; 'Folkehøjskoler: dannelse, sammentræf og fællesskaber på ferien', 'Når maritim turisme fremmer international brobygning' og 'Regionale fødevareruter og netværk' var der både bæredygtighed, tværnationalt samarbejde og netværksskabelse på programmet.
Derudover tog flere af dagens oplæg livtag med udviklingen af en bæredygtig turisme i landdistrikterne. En af oplægsholderne var direktøren for Dansk Kyst- og Naturturisme, Jens Hausted.
Og han er overbevist om, at der er store perspektiver i at skabe bæredygtig vækst i turismen i fremtiden.
Stor betydning i landdistriktkommuner
- Turismen har stor betydning for mange landdistriktskommuner, fordi turismen er med til at skabe jobs og levende lokalsamfund - og dermed bæredygtige lokalsamfund, hvor det er godt at leve og bo. Det kan vi styrke ved at arbejde endnu mere med at sprede turisterne over året og sprede dem geografisk. Samtidig skal vi koncentrere udviklingen i områder, så vi sikrer uberørt natur og frie kyststrækninger - som er det største trækplaster i kyst- og naturturismen, siger Jens Hausted.
Fra både danske og tyske eksperter blev det understreget, at værdien af en bæredygtig turisme rummer enorme potentialer for at udvikle ikke alene landdistrikternes turisme, men hele den dansk-tyske regions turisme.
Med kick-off eventet på Sydals blev det tre-årige projekt skudt i gang. Tour-Bo samler ni projektpartnere og 26 netværkspartnere fra både Danmark og Tyskland om et fælles mål, nemlig at fremme bæredygtig turisme i Tyskland og Danmark.
Centralt i projektet er netværksdannelse mellem primært offentlige og private turismeaktører på tværs af grænsen. Derudover er det et erklæret mål i projektet at skabe nye grænseoverskridende turismeprodukter og regionale oplevelsesruter, ligesom udviklingen af nye uddannelsesområder og -muligheder inden for natur- og oplevelsesturisme er i fokus.
Dette projekt finansieres af midler fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling og 'Interreg Deutschland-Danmark'.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.