
FOLKETINGET: Venstre fratager den tidligere næstformand Kristian Jensen posten som arktisordfører og alle udvalgspladser. Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse. En enig gruppebestyrelse står bag beslutningen, lyder det. Dermed mister Kristian Jensen sit eneste ordførerskab for partiet.
Pressemeddelelsen kommer, kort efter at Kristian Jensen i et interview med Jyllands-Posten har foreslået, at Venstre bør lave en større økonomisk reformpakke med regeringen, De Radikale og De Konservative. Han siger selv til Jyllands-Posten, at han ikke har orienteret ledelsen i partiet om sine idéer. Og det har konsekvenser, siger politisk ordfører i Venstre Sophie Løhde til Ritzau.
- Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet, og det har nogle konsekvenser.
I forbindelse med Kristian Jensens forslag i Jyllands-Posten understregede Sophie Løhde, at den tidligere næstformand ikke udtaler sig på vegne af partiet. Det budskab gentager hun over for Ritzau.
Kristian Jensen mister foruden sit ordførerskab også sine udvalgspladser. Hidtil har han været medlem af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget. Over for Jyllands-Posten forklarer Kristian Jensen baggrunden for sit soloforslag med, at han føler, at han har en 'friere rolle nu', fordi han ikke længere er en del af partiledelsen.
Kristian Jensen var fra 2009 til 2019 næstformand i Venstre. I den tid var formand for Venstres gruppe i Folketinget fra 2010 til 2015, udenrigsminister fra 2015 til 2016 og finansminister fra 2016 til 2019. Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar på udviklingen fra Kristian Jensen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.