Højesteret fem år efter udbud: Vejstribekonsortium var ulovligt

De to største vejafstribningsfirmaer gik sammen om et bud. I strid med konkurrenceloven, lyder afgørelsen.

Efter to nederlag - i Konkurrencerådet i 2015 og i Konkurrenceankenævnet i 2016 - og en sejr i Sø- og Handelsretten i 2018, har de to største og markedsledende vejafstribningsfirmaer i Danmark nu fem år efter sagens start fået den definitive afgørelse i Højesteret: Endnu et nederlag.

Højesteret tilsidesætter Sø- og Handelsrettens dom og tilslutter sig i stedet Konkurrencerådets oprindelige afgørelse, nemlig at det var en overtrædelse af konkurrenceloven, at de gik sammen i et konsortium for at byde på en opgave, som de lige så godt hver især kunne have løst i konkurrence med hinanden. De to firmaer er Eurostar Danmark og GVCO (tidligere LKF Vejmarkering), og det var et tredje vejafstribningsfirma, Guide-Lines, der gik til konkurrencemyndighederne efter at have tabt udbuddet.

Sagen stammer fra 2014, da Vejdirektoratet udbød kørebaneafmærkningen i de tre distrikter Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden. Afstribning på statslige veje som motorveje, hovedlandeveje og broer er et marked med en værdi på cirka 200 mio. kr. årligt.

Efter højesteretsdommen vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opdatere sin vejledning 'Konsortiesamarbejde i forhold til konkurrenceloven', der retter sig mod virksomheder. Der er stadig 'gode muligheder for at indgå konsortier, som er til gavn for kunderne', bemærker styrelsens direktør Jakob Hald.

mk

Se Højesterets dom.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt