Byrådssamarbejde og personalesager i Randers nu op på enkeltvise møder
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og borgmester Torben Hansen (S).
Foto: Annelene Petersen, Ritzau Scanpix

Byrådssamarbejde og personalesager i Randers nu op på enkeltvise møder

Borgmester og kommunaldirektør inviterer alle partier og grupper til møder med samarbejdet på dagsordenen.
21. NOV 2019 9.45

RANDERS: Bølgerne går - også for tiden - højt i byrådet i Randers, hvor den nyeste sag, der har skabt drama, har tråde tilbage til en forflyttet pædagogmedhjælper i institutionen Stjernehuset. Den politiske og den administrative leder forsøger nu noget nyt.

Borgmester Torben Hansen (S) og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt har skrevet rundt til de politiske gruppeformænd og inviteret hver enkelt parti/liste til et møde med baggrund i byrådsmødet i mandags.

'Vi håber på en positiv og konstruktiv dialog. Vi har to emner, vi gerne vil drøfte med jer: Samarbejdet i byrådet og diskussionen om Stjernehuset og personalesagerne. Hvis I positivt melder tilbage til os, vil vi invitere hver enkelt parti/liste til et møde inden for de næste par uger.'

Byrådsmødet i mandags havde flere sager som udløber af Stjernehuset oppe at vende - alle blev holdt for lukkede døre. Også diskussioner om, hvorvidt enkelte punkter skulle foregå i det åbne, foregik på lukkede møder, og de pågældende personsager forblev lukkede.

Når de to kommunale topfolk nævner 'personalesagerne', gælder det sandsynligvis ni personalemapper fra det pædagogiske personale, som byrådsmedlem Frida Valbjørn Christensen (EL) har udbedt sig sagsindsigt i. Det har udløst bekymring fra BUPL, som beskriver den sagsindsigt som belastende for de pågældende.

'Manglende forståelse'
Siden har eks-borgmester og byrådsmedlem Henning Jensen Nyhuus (S) fået hård kritik i Randers Amtsavis, fordi han i et læserbrev modsat kritiserer flere navngivne pædagoger. Blandet andet én for 'hetz, der foregår mod en uskyldig mand. Uden at bryde min tavshedspligt kan jeg da røbe, at (den ene pædagog) har mere end 100 indslag på Facebook mod pædagogmedhjælperen'.

Roger Buch, chefforsker i samfundsvidenskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kritiserede i avisen, hvordan Nyhuus åbenbart føler sig 'berettiget til at foretage undersøgelser af, om der i ens personalemapper eller sociale sager, byggesager, hvad ved jeg, er noget, som kan bruges imod den person. Det er helt ved siden af. Der skal jo ikke være nogen repressalier, hvis man blander sig i den offentlige debat.'

Professor Kurt Klaudi Klausen, Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, sagde, at 'det vidner om en manglende forståelse for den arbejdsdeling, der er mellem politik og administration, når politikere blander sig direkte i administrative og ledelsesmæssige forhold og om en kultur præget af mistillid og om et pres, der lægges på medarbejdere fra politisk hold, som må skabe usikkerhed, hvis ikke angst for, hvad der bliver det næste.'

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt