Skoleleder fratræder efter fastlåst sag og skoleboykot på Nordfyn

Læreren i 6. klasse fortsætter, og to elever, der blev hovedpersoner i mediedækket sag om blandt andet slik som belønning, får midlertidigt tilbud.

NORDFYN: Nordfyns Kommune og skolelederen fra Kystskolen, har i dag indgået en gensidig fratrædelsesaftale. Læreren fortsætter på skolen, afdeling Krogsbølle.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen oven på en sag, der - alt efter synsvinkel - kunne betragtes som en forfulgt lærer, der blev chikaneret af to forældre til genstridige elever - eller organiseret forældremobning af to elever, som skulle presses ud af en 6. klasse, hvor en lærer ikke ville have med dem at gøre. 

Fyens Stiftstidende beskriver, hvordan den nu fyrede skoleleder, Morten Wettergren, der tiltrådte i 2017, de seneste dage er blevet stærkt kritiseret for ikke for længst at have taget hånd om en konflikt, der har stået på i mange måneder. Og også for ikke at bakke op om den omtalte lærer, da han sagde, at han ikke kendte til det såkaldte sliksystem, hvor bestemte elever blev belønnet med slik frem for andre. 

Det lyder videre: I forhold til alle børns fortsatte skolegang er følgende besluttet: Der er indledt dialog med de to forældre, som har klaget over behandlingen af deres børn. Efter efterårsferien er der etableret et midlertidigt undervisningstilbud, der skal afløses af et efterfølgende permanent undervisningstilbud. De to forældre er blevet orienteret.

Efter dialog med de 23 børns forældre på et tidligere møde har disse børn været tilbage i deres klasse. Også de forældre blevet orienteret om de aktuelle forhold i sagen. Skole- og dagtilbudschef Gitte Høj Nielsen siger:

- Vi er meget opmærksomme på, at alle børn er meget påvirkede af situationen, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at samle dem op, så de kan vende tilbage til en hverdag i skolen med gode rammer for læring og trivsel.

Vil lære af sagen
Ifølge Gitte Høj Nielsen vil Nordfyns Kommune kigge indad og se på hvilken læring, der kan drages, med det sigte at sikre god trivsel og dermed de bedste rammer for læring. 

- Når vi lander i en situation som denne, er der helt sikkert noget, vi kunne have gjort anderledes. Det er vores ansvar sammen med forældrene at sikre en fortsat god trivsel på skolerne, så børnene møder glade i skole og har lyst til at lære, siger Gitte Høj Nielsen.

Sagen har været kraftigt mediedækket, og kommunens pressemeddelelse slutter med: 'I al respekt for pressens interesse indeholder denne pressemeddelelse de oplysninger, som Nordfyns Kommune kan give videre, og der gives ikke supplerende interview.'

ka
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt