De Gode er vel organdonorer? Nej, ikke os alle sammen

10. okt 2019, 10:40
KLUMME Klummeskriveren nødsages til at bringe sig selv i spil og påpege, at han er en af De Gode, idet han faktisk HAR givet i levende live (en nyre) og derfor har adkomst til at mene noget om spørgsmålet uden at kunne affærdiges.

Det er tid til den årlige udskamning af alle, der ikke har tilmeldt sig donorregistret. Den anden lørdag i oktober, i år den 12., er den officielle organdonationsdag, hvor De Gode lægger moralsk pres på dem, der ikke har taget sig sammen, på dem der ikke kan bestemme sig, på dem der simpelthen ikke vil, og på alle andre der af alle mulige grunde ikke har registreret sig.

Den officielle melding er, at det vigtige er, at man tager stilling. Alle ved naturligvis, at det ikke passer. Den eneste grund til overhovedet at have en organdonationsdag er, at der mangler organer til transplantation, og derfor løser det ingenting, at nogen melder fra. Det eneste der fremmer formålet, er at folk melder sig til, og derfor er det aldeles ikke spor vigtigt, at man blot tager stilling. Det vigtige er, at man melder sig til.

På dette sted er det passende at konstatere, at det i den årligt tilbagevendende meningsudveksling om emnet ligger som en underliggende præmis, at den mening der går ud på at man bør tilmelde sig som organdonor, tæller lidt mere end de varianter af meninger, der går ud på at man ikke skal. En anden deraf følgende underliggende præmis er derfor også, at de, der mener, at man skal tilmelde sig, regnes for at være De Gode, som derfor har et moralsk overtag, på den måde at deres mening tæller lidt mere.

Uden egentlig lyst til at bringe sig selv i spil, nødsages klummeskriveren derfor til at påpege, at han er en af De Gode, idet han ganske vist ikke har tilmeldt sig til muligvis at give en gang i fremtiden, når man alligevel er død, men faktisk har givet i levende live (en nyre) og derfor ifølge førnævnte logik har adkomst til at mene noget om spørgsmålet uden at kunne affærdiges.

Det er naturligvis et helt legitimt ønske, at så mange som muligt melder sig som organdonorer, så de efter deres egen død kan redde andre liv. Ikke et ondt ord om det. Problemet er som antydet, at man ikke rigtig regnes som et ordentligt menneske, hvis man ikke vil, og der luftes endda jævnligt ekspropriative tanker om at overlade staten en egentlig ejendomsret til sine borgere ved at automatregistrere dem som organdonorer. Med tilføjelsen at det naturligvis står enhver frit for at melde fra, selvom enhver kan regne ud, hvor skævt der så vil blive set til én.

Men hvorfor vil man så ikke? Man er jo alligevel død, så hvad skal man bruge det til?

Det kan der være masser af grunde til, og da man jo i det mindste indtil videre har ejendomsretten til sig selv, så er de alle lige gode, herunder hvis man ikke rigtig har en formuleret grund, man bare ikke bryder sig om det, på samme måde som nogen ikke bryder sig om tanken om at blive brændt henholdsvis tanken om at blive puttet i jorden. Det er meget personligt, og derfor noget som andre bør holde sig for gode til at sætte sig til dommer over.

I den jævnligt tilbagevendende diskussion om organdonorregistrering eller ej nævnes ofte hensynet til de efterladte, der forståeligt kan have et behov for en fredfyldt sidste stund med en elsket pårørende, der vanskeligt lader sig forene med behovet for at fiske friske organer ud af kroppen, før den helt er blevet til et lig. Andre er måske ikke helt trygge ved, at man fx ved ulykkestilfælde risikerer at blive betragtet som et potentielt reservedelslager og ikke bare en levende person, som man skal gøre alt for at holde i live.

Sidstnævnte tænkte situation er endda blevet brugt som overtalelsesmiddel. Hvis to personer bringes til hospitalet samtidig, en organdonor og en ikke-organdonor, og der kun er mandskab til at redde den ene, hvem vil lægerne så foretrække? Underforstået at så vil de redde Den Gode. Men man kunne nøjagtig lige så vel forestille sig, at så vil de redde den anden for at få alle de dejlige organer fra Den Gode. Læsere, der mener, at læger aldrig ville tænke på den måde, bedes venligst overveje om de på forhånd havde troet, at læger ville have en lukket Facebookgruppe til at sladre om patienter. Det vil de, som bekendt, så det andet kan man vel også forestille sig.

Foruden den ekspropriative yderlighed med at automatindskrive alle som organdonorer luftes der lejlighedsvis en idé om en mellemting, nemlig at tvinge alle til at tage stilling. Det bør alle kunne leve med, men kun hvis der er tre ting at vælge imellem: ja, nej og ønsker bevidst ikke at tage stilling. Sidstnævnte kan nemlig godt være et aktivt valg, selvom det ud fra den løbende diskussion ikke virker som et synspunkt, ret mange forstår eller anerkender.

Det ligger ellers lige for. I den tænkte situation i akutmodtagelsen ønsker man ikke at stille lægerne i det beskrevne dilemma, og den eneste måde at sørge for det er, at de ikke ved, om de står med en potentiel organdonor eller ej, og derfor ikke tænker på andet end at redde liv.

Hvis man først er død, må det være op til de pårørende. Og ja, man skal tale med dem om det på forhånd, så det ikke overrumpler dem. Men det er dem, der skal leve med det, og derfor dem der skal træffe beslutningen.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste

Klummen af Michael Kjærgård