Umage Roskilde-flertal vil hæve skatten men ikke bruge pengene

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale står bag budgetaftale med uspecificeret skattestigning.
7. OKT 2019 9.41
TEMA: Budget 2020

ROSKILDE: Socialdemokratiet i Roskilde Byråd har suppleret sit absolutte flertal med så forskellige forligspartnere som Dansk Folkeparti og De Radikale, mens Venstre, De Konservative, Enhedslisten og SF står uden for årets budgetforlig. En anden usædvanlig egenskab ved forliget er, at det er aftalt, at ejendomsskatten skal sættes op, men ikke med hvor meget, og de eventuelle ekstra skattepenge skal ikke nødvendigvis bruges.

Som en del andre kommuner har Roskilde søgt Indenrigsministeriet om lov til at hæve skatterne, men svaret kommer først mandag, og budgetaftalen fra søndag rummer derfor usikkerhed på blandt andet dette punkt, men også vedrørende diverse tilskud og låneramme.

Aftalepartierne er derfor enige om, at 'de lån og tilskud som Roskilde Kommune eventuelt får tilsagn om, skal anvendes til yderligere styrkelse af kommunens likviditet'. Det samme med skatten - næsten. Hvis en skattestigning bevilges, 'vil forligspartierne i udgangspunktet styrke likviditeten'.

En skattestigning vil altså ikke nødvendigvis kunne mærkes på de kommunale forbrug, og da den i givet fald udmøntes som en ejendomsskattestigning, vil den heller ikke kunne mærkes på skatteydernes privatforbrug, fordi 'en stigning i ejendomsskatten vil blive indefrosset for boligejere i 2020', som det bemærkes i budgetaftalen.

På driften rummer budgetaftalen besparelser for 90 mio. kr. Byrådet andenbehandler 2020-budgettet 30. oktober.

 

Se budgetaftalen.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt