• Aktuelt
Ellen Trane Nørby stiller op op til posten som næstformand i Venstre, og dermed bliver der kampvalg mellem hende og Inger Støjberg.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Ellen Trane Nørby får støtte til næstformandskandidatur

9. sep 2019, 21:41
Ellen Trane Nørby (V) stiller op som næstformand og udfordrer Inger Støjbjerg -  Venstre-profiler støtter hendes kandidatur.

FOLKETINGET: Ellen Trane Nørby stiller op til post som næstformand i Venstre og udfordrer  Inger Støjberg. Der er dermed kampvalg på programmet, når Venstre holder ekstraordinært landsmøde i Herning 21. september.

Medlem af Venstres folketingsgruppe Jan E. Jørgensen bakker op om Ellen Trane Nørbys (V) kandidatur til næstformandsposten i Venstre. Det fortæller han til Berlingske.

- Det er ikke for på nogen måde at nedgøre Ingers kvaliteter. Hun har været en dygtig ordfører og minister, men jeg mener, at Ellen er en bredere facetteret politiker og ligger tættere på den politiske linje, som Jakob Ellemann-Jensen (V) og jeg selv står for, siger han til avisen.

Inger Støjberg (V) har tidligere meldt sit kandidatur til posten som næstformand, mens Jakob Ellemann-Jensen stiller op til posten som formand for det liberale parti.

I et interview med Jyske Fynske Medier fortæller Ellen Trane Nørby, at hun mener, at hun har, hvad der skal til for at være en stærk næstformand.

- Det forudsætter, at man har viljen, lysten og evnerne til at lytte til, hvad der rør sig i hele vores parti, siger hun.

Både Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby har haft ministerposter under Lars Løkke Rasmussen (V).

I interviewet med Jysk Fynske Medier peger Ellen Trane Nørby på en solid forankring i det 'jyske Venstre' samt stor ministererfaring som to gode grunde til at vælge hende til næstformand.

Stærkt bidrag til organisationen
Over for Berlingske peger Jan E. Jørgensen desuden på, at det er vigtigt, at Venstre har en formand og en næstformand, som 'ser nogenlunde ens på tilværelsen'.

Også formanden for Venstre i Region Syddanmark, Leif Krarup, bakker op om Ellen Trane Nørbys kandidatur.

- Ellen Trane Nørby er en dygtig og kompetent politiker. Som næstformand kan hun give et stærkt bidrag til at styrke og udvikle Venstres organisation, skriver han på Facebook.

Samtidig understreger han, at 'det er godt for medlemsdemokratiet, at de delegerede får et reelt valg'.

Venstre holder ekstraordinært landsmøde i Herning 21. september.

Her skal partiet vælge både formand og næstformand, efter at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen (V) i slutningen af august trådte tilbage fra de to poster.

En anden Venstre-profil, tidligere sundhedsminister Sophie Løhde, siger til Berlingske, at hun fastholder, at Inger Støjberg 'kan blive en glimrende næstformand'.

MG / Ritzau

Opdateret tirsdag 06.18

 

 

Vi anbefaler

Navne

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste
Anmeldelser

Klummen af Michael Kjærgård