Kommune rev skilte ned på privat grund og brød loven

KORT NYT6. SEP 2019 8.20

REBILD: En dag da Palle Jensen kommer hjem fra en køretur, ser han som det første, at hans skilt mangler. Et skilt han har sat op i forbindelse med striden om en ny svinefarm i Skibsted, hvorpå der står 'Ulovligheder godkendes af Rebild Kommune', skriver Nordjyske.

Palle Jensen har sat videoovervågning op, og med det samme tjekker han, om kameraet har fanget skiltetyven. Det havde det. På videoen ser han, hvordan mændene fra Rebild Kommune går to meter ind på hans grund, hvor de hiver skiltet ned, der er boltret godt fast til en lampe i hans indkørsel. Snart finder Palle Jensen ud af, at det ikke bare er hans skilt, der er forsvundet. Egon Sørensen, der bor længere oppe ad vejen, har også fået taget sit skilt ned.

Forklaringen fra kommunen er, at der er sket en 'menneskelig fejl'. I tre uger har skiltet ligget hos kommunen, hvor det er blevet repareret, så det igen er klar til at pryde Palle Jensens grund. Torsdag i denne uge har Palle Jensen så lavet en aftale om, at kommunens egne folk skal komme og sætte hans skilt op igen. Selvom skiltet nu er på plads, er de protesterende borgere ikke færdige med sagen endnu. Næste skridt er at få kommunen til at oplyse navne på vedkommende, som gav ordren og komme helt til bunds i, om kommunen også står bag ti andre protestskilte, der er forsvundet i samme periode.

MG

Se flere stillinger
Nyhedsbrev