Det har været forudset gennem en del år, alligevel må man konstatere, at faldet i udlån fra landets folkebiblioteker fra 2015 til 2018 er ganske voldsomt. Det fysiske udlån faldt med hele 16 pct. på disse tre år – målt for hele landet, alle udlånstyper og alle materialetyper. Det viser Danmarks Statistiks årlige biblioteksstatistik for 2018. Bibliotekernes samlede udlån faldt fra 35,4 mio. fysiske enheder i 2015 til 29,8 mio. enheder i 2018, skriver netmediet Søndag Aften.
Størst er faldet for de ikke-boglige materialer. Udlånet af musik er faldet med 48 pct. fra 2015 til 2018, udlån af lydbøger med 41 pct. og udlån af levende billeder med 37 pct. Det er også på disse medieområder, hvor nye digitale løsninger, både på bibliotekerne og i det private, har markeret sig stærkest. Siden 2009 er musikudlånet faldet med hele 84 pct., lydbogsudlånet med 62 pct. og videoudlånet med 56 pct. Bogudlånet faldt med 9 pct. fra 2015 til 2018, målt siden 2009 med 24 pct.
Trods en nogenlunde ensartet tendens mellem regionerne, er der en signifikant forskel mellem landets kommuner. Fra 2015 til 2018 oplevede Gribskov det største fald i udlån (44 pct.), efterfulgt af Thisted (37 pct.), Lejre (34 pct.), Vordingborg (34 pct.) samt Bornholm (33 pct.). Modsat oplevede Ikast-Brande en stigning på hele 27 pct. fra 2015 til 2018, Haderslev en stigning på 11 pct. og Nyborg en stigning på 6 pct. Viborg og Nordfyn havde et fald fra 2015 til 2018 på beskedne en pct.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.