Slagelse bygger bro til de studerende

SLAGELSE: En ny gangbro tværs over jernbanen skal forbinde de kommende boligområder nord for stationen i Slagelse til det stadigt voksende campusområde langs Sdr. Stationsvej. Slagelse Byråd sagde mandag ja til planerne om broen, der skal være klar i løbet af 2021, samtidig med at professionshøjskolen Absalon åbner sit nye uddannelsescenter med plads til 2.000 studerende. I alt er der blevet frigivet fem mio. kr. til projekteringen, skriver TV2 Øst.

- Det projekt er noget af det vigtigste for vores kommunes fremtid. De unge skal ikke bare komme til Slagelse for at tage deres uddannelse og så rejse væk igen. Vi satser jo på, at mange af dem vælger at blive, når de har fået deres eksamensbevis, sagde Knud Vincents (V).

Prisen for broen bliver i omegnen af 27 mio. kr., men kommunen regner med, at DSB betaler otte til ti mio. kr. af regningen. Det er for lidt, mente flere af politikerne. Kommunen har i alt afsat 50 mio. kr. til den videre udvikling af det store campus-område. Men der er langt fra penge nok til at betale for alle anlægsønskerne, der løber op i 106 mio. kr. Derfor bliver planen om en idrætshal i området skrottet, og en bro over Kalundborgvej bliver udskudt.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt