ODDER: Thomas Jørgensen bor i et villakvarter i Odder nær vejen Vestermarken. En vej, som er flittig benyttet af lastbiler og traktorer. Men han så gerne vejen spærret for gennemgående tung trafik.
Derfor har han stillet et borgerforslag om netop det, og med opbakning fra 357 andre lykkes det for første gang i kommunens historie at få forslaget op på et byrådsmøde, der blev holdt mandag.
- Min søn cykler i skole, og jeg tænker tit over det med, at når han skal krydse vejen, kunne det være dejligt, hvis han kunne køre under, eller der var spærret for tung trafik, siger Thomas Jørgensen til TV2 Østjylland.
Og med de nødvendige stemmer fra lokalbefolkningen er det altså lykkes at få sat gang i debatten om emnet. Noget som vækker begejstring rundt om i Odder. Også en ekspert på området hilser borgerforslag velkomne.
- De giver muligheder for borgere i udkantsområder at blive hørt, og de har mulighed for at påvirke den politiske dagsorden, siger professor på Aarhus Universitet, Martin Bækgaard, til TV2 Østjylland.
Begrænset succes med borgerforslag
Andre kommuner har også forsøgt sig med borgerforslag - dog endnu med begrænset held. I Horsens har et forslag om mindre kø på genbrugspladsen kun fået én stemme, og i Skanderborg har et forslag om en cykelsti på Virringvej fortsat ingen opbakning. De øvrige forslag i Odder har da heller ikke mange stemmer på nuværende tidspunkt. Det skyldes ifølge Martin Bækgaard muligvis, at der ikke er kommunikeret nok ud om muligheden.
Men hvad skete der så med Thomas Jørgensens forslag? Ja, det er skam stadig i spil. For et enigt byråd i Odder besluttede at sende forslaget videre til yderligere behandling og undersøgelser.
Nu skal Teknik,- Miljø og Klimaafdelingen i samarbejde med blandt andre politiet undersøge mulighederne på Vestermarken.
- Vi skal have forslaget yderligere kvalificeret, fordi kommunen kan ikke bare beslutte, om der skal forbydes lastbilkørsel på en bestemt vej. Men så vender forslaget tilbage til byrådet i løbet af efteråret, siger borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen (V), til TV2 Østjylland.
På dagens byrådsmøde var der bred enighed om den beslutning, ligesom politikere fra alle partier roste Thomas Jørgensen for at have fået emnet på dagsordenen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.