AABENRAA / NYBORG: Den såkaldte restgruppe af unge, der hverken er i uddannelse eller job, består af cirka 48.000 unge og kan give mange kommuner grå hår. Men i Aabenraa og Nyborg kommuner har man måske fundet en løsning. Her er tværfaglige indsatser vejen frem.
Økonomi- og Indenringsministeriets benchmarkinganalyse fra tidligere på måneden af gruppen af unge mellem 15-24 år fremhæver nemlig Aabenraa, som klarer sig bedre end forventet i forhold til de enkelte kommuners rammevilkår.
Den sønderjyske kommune bruger blandt andet en såkaldt KIK-indsats, der indeholder flere forskellige strategier over for den unge gruppe. Her er det eksempelvis fremhævet cykelprojektet Unge på Toppen, hvor unge på kontant- eller uddannelseshjælp cykler til Alpe d'Huez. Det gjorde 33 af de 39 deltagende unge selvforsørgende.
Siden 2009 har kommunen arbejdet med en samlet ungeindsats, hvor uddannelses-, beskæftigelses- og socialområdet arbejder sammen på tværs. Det indebærer blandt andet kvartalsvise fællesmøder med deltagelse af alle de involverede, hvor der på tværs briefes om blandt ny viden og rapporter på området. Det er Aabenraas mål at reducere antaller af borgere på kontanthjælp til 800 inden 2022.
Socialrådgiver på skolerne
En af de andre kommuner, som fremhæves i ministeriets analyse, er Nyborg. Her er det ligeledes en tværfaglig indsats, der giver kommunen de gode resultater.
Konkret sidder der i folkeskoleregi en socialrådgiver to dage om ugen på skolerne, som sikrer et tæt samarbejde mellem skolen og forvaltningen og sørger for, at der bliver fulgt op på de unge, som har en sag i socialforvaltningen. Det betyder også, at lærere, skoleledelsen og andre løbende kan få sparring på et konkret problem.
Inspirationskataloget med udvalgte kommuner i benchmarkinganalysen nævner også Slagelse og Fredericia, hvor sagsbehandlere fra kommunen og vejledere fra ungdomsuddannelserne er til stede i de miljøer, hvor de unge også er.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.