
MIDTJYLLAND: Omkring 1.800 patienter har ikke straks fået indkaldelse til en operationstid på Aarhus Universitetshospital, som det ellers står i sundhedsloven, at man skal. Hospitalet forventer at rette op på fejlen i løbet af de næste to uger.
Det informerer hospitalsledelsen om i en pressemeddelelse, efter at ledelsen har erfaret, at nogle af patienterne, som er henvist til operation ikke har modtaget brev med oplysning om tiden og om deres rettigheder som patient. I stedet er patienterne blevet indkaldt hen ad vejen, når der er opstået ledige tider, og den fremgangsmåde strider med Sundhedsloven.
- Det er uacceptabelt, at disse patienter ikke har fået et brev indenfor otte dage med en operationstid og oplysning om deres rettigheder, som reglerne kræver, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.
Fremgangsmåden kan have betydet længere ventetid for enkelte patienter, men omvendt betyder den manglende information ikke i sig selv, at patienterne kunne være opereret tidligere på Universitetshospitalet - men muligheden for operation på et andet hospital har ikke fremgået.
- Vi beklager, at de ikke er blevet booket og har fået brev, som de har krav på, og vi er i fuld gang med at rette op på det, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.
Hospitalet er nu i gang med at booke tider og indkalde patienterne til operation. For nogle patienter skal det afklares, om de skal opereres på et andet hospital. Aarhus Universitetshospital er også ved at afklare, om fremgangsmåden også gælder patienter, som er henvist til undersøgelse eller medicinsk behandling.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.