
Mens der er stor interesse for, hvordan det går Klaus Riskær Pedersen, der ikke bare er et person, men også et partinavn, i forhold til det kommende folketingsvalg, så er der nye navne blandt de kommunale og regionale fodfolk, der vil forsøge sig i landspolitik.
I Helsingørkredsen har byrådsmedlem i Fredensborg gennem 12 år Thomas Bak (V) fået kredsbestyrelsens opbakning til at blive partiets spids - og skal endeligt vælges af medlemmerne i denne uge.
Bak er tiltænkt kandidaturet, efter at byrådsmedlem i Rudersdal Søren Hyldgaard (V) valgte at trække sig fra posten efter en dom for overtrædelse af færdselsloven, der kostede ham kørekortet i et år samt 21.000 kr. i bøde, selv om man ikke på forhånd kan vide, hvad der i folketingssammenhæng vil koste valgbarheden.
Ved FV15 blev Hyldgaard valgt som tredjesuppleant i Nordsjællands Storkreds, der gav valg til Sophie Løhde, Claus Hjort Frederiksen og Hans Andersen.
Venstre har også fået ny kandidat i Hvidovrekredsen, hvor regionsrådsmedlem i Hovedstaden siden KV17 Christine Dal nu afløser Karl Erik Høholt Jensen. Høholt blev fjerde suppleant i Københavns Omegns Storkreds, hvor partiet ved FV15 fik valgt Karen Ellemann og som nummer to Morten Løkkegaard, der blev skiftet ind i Europa-Parlamentet i februar 2016, hvilket i første omgang gav plads til Jakob Engel-Schmidt og siden Mads Fuglede.
Et dødsfald - nemlig Ole Stephensens (K) - ligger bag, at der er blevet en ledig plads som konservativ spids i tre kredse - Taastrupkredsen, Hvidovrekredsen og Brøndbykredsen i Københavns Omegns Storkreds. Byrådsmedlem i Høje-Taastrup Merete Scheelsbeck har meldt sig klar til opgaven, og hun bliver ifølge Sjællandske bakket op af de tre lokale bestyrelser.
Merete Scheelsbeck stillede også op ved FV15, hvor hun blev førstesuppleant efter Rasmus Jarlov, der kom ind - og siden udnævnt udnævnt til erhvervsminister i juni, hvilket bragte Scheelsbeck i Folketinget - og her vil hun altså gerne fortsætte, hvilket K-medlemmerne skal konfirmere den 2. marts.
I Grevekredsen stiller byrådsmedlem Brian Mørch (DF) nu for første gang op til Folketinget - som afløser for Gert Poul Christensen, der ved FV15 fik sidstepladsen på listen. Ved det valg kom syv DF'ere fra Sjællands Storkreds i Folketinget med Søren Espersen i spidsen sammen med Liselott Blixt, René Christensen, Karin Nødgaard, Merete Dea Larsen, Henrik Brodersen, der alle fik et kredsmandat, og Jeppe Jakobsen på et tillægsmandat.
Og uden for den kommunale sammenhæng i øvrigt kan TV Syd berette, at Kristendemokraternes tidligere formand, Marianne Karlsmose, er blevet partiets spidskandidat i Sydjyllands Storkreds. Hun var formand for Kristendemokraterne fra 2002-2005, og partiet har ikke været repræsenteret i Folketinget siden 2005.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.