Fælles EU-beredskab klar til katastrofer
Skovbrande hærgede i Sverige sidste sommer.
Foto: Jocke Berglund, Ritzau Scanpix

Fælles EU-beredskab klar til katastrofer

Europa-Parlamentet har vedtaget at støtte et fælles beredskab, der skal beskytte EU-lande mod katastrofer i fremtiden.

Europa-Parlamentet har besluttet at støtte en række initiativer, som blandt andet skal være med til at hjælpe Danmark mod katastrofer i fremtiden. Det er et fælles EU-katastrofeberedskab, som skal styrke den eksisterende civilbeskyttelsesmekanisme, oplyser Beredskabsstyrelsen.

Europa-Parlamentet vedtog at støtte initiativet med navnet 'rescEU'. Beredskabet skal være en reserve af ressourcer, der kan træde til og hjælpe EU-lande i forbindelse med katastrofer.

I første omgang vil beredskabet hjælpe til med bekæmpelse af skovbrande, der har været et stort problem de seneste år i blandt andet lande som Grækenland, Portugal og Sverige. Her vil beredskabet kunne bistå med helikoptere og fly til brandslukning.

I Danmark kan vi også se frem til hjælp, oplyser chef for Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen, Jens Oddershede. 

- Danmark kan få brug fra støtte udefra, som det konkret blev overvejet ved stormfloden i januar 2017, siger han. 

- I sådanne situationer giver det ud fra en beredskabsfaglig vurdering god mening at opbygge fælleseuropæiske kapaciteter til at supplere det, som medlemsstaterne allerede stiller til rådighed for hinanden, siger Jens Oddershede.

EU-beredskabet skal også hjælpe de nationale beredskaber med at blive bedre til at forebygge nationale katastrofer. I Danmark råder Beredsskabsstyrelsen blandt over en række kapaciteter som vandrensningsudstyr, som også kan bruges både internationalt.

På sigt skal beredskabet kunne hjælpe mod eventuelle kemikalie- eller atomangreb mod lande. Hvis EU-Ministerrådet godkender, kan 'rescEU' stå klar til sommer.

Ritzau / ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt