Vordingborg henter ny direktør i Viso
Foto: Vordingborg Kommune

Vordingborg henter ny direktør i Viso

Jan Christensen bliver direktør for et lidt nyt direktørområde, idet områderne omkring børn, sundhed og ældre som noget nyt er samlet

VORDINGBORG: Vordingborg Kommune har ansat Jan Christensen som ny direktør for Børn, Sundhed, Ældre og HR. Han kommer fra en stilling som chef for den landsdækkende videns- og specialrådgiverorganisation Viso i Socialstyrelsen, oplyser kommunen.

Jan Christensen har tidligere været socialchef i Holbæk kommune og er blevet valgt til stillingen ud fra et felt på 28 ansøgere.

- Jeg er utrolig glad for at få en faglig kapacitet som Jan ind i direktionen. I disse år fylder de svære specialiserede socialområder en del i kommunerne, og inden længe får vi formentlig flere opgaver relateret til det nære sundhedsvæsen, hvor kvalitet og tværfaglighed i opgaveløsningen bliver altafgørende. Og det er et ledelsesfokus, som Jan i høj grad kan stå på mål for, og derfor er han et perfekt valg til stillingen, siger kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune 

Jan Christensen bliver direktør for et lidt nyt direktørområde, idet områderne omkring børn, sundhed og ældre som noget nyt er samlet. Formålet er i høj grad at tænke sundhed, træning og ældreplejen sammen i en tid med flere ældre og flere sundhedsopgaver i kommunerne.

Jan Christensen bor med sin familie i Trekroner, er 52 år og har en kandidatuddannelse fra RUC. Han træder ind i direktionen i stedet for Jakob Thune, som 1. april 2020 skiftede til en direktørstilling i Greve Kommune.

ka

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev