I gennemsnit er der kommet ét parti mere til i de 98 byråd efter KV25, viste en nylig gennemgang af DK Nyt.
Det er særligt Liberal Alliance, der blev valgt ind i 76 kommuner mod blot fem ved KV21, og Danmarksdemokraterne, der som nyt parti blev valgt ind i 60 byråd, som har medvirket til, at der ny er flere partier med om bordet i kommunerne.
Læg dertil at der har været været markant tilbagegang til de tre største partier, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, som mistede henholdsvis 156, 99 og 61 mandater og fremgang til SF og DF på henholdvis 80 og 62 mandater, og så står det klart, at der er rykket gevaldigt på sammensætningen af byrådene, selvom det stadig er de traditionelle borgmesterpartier, som sidder for bordenden.
I både Gribskov og Randers er hele 11 partier/lister nu repræsenteret, mens der er 10 partier/lister repræsenteret i Sorø, Slagelse, Odsherred, Lejre, København, Herning, Helsingør, Haderslev, Guldborgsund, Faaborg-Midtfyn, Faxe og Egedal.
Den nye konstellation med mange partier, som ofte er repræsenteret af et enkelt mandat og tilbagegang til de store partier som Socialdemokratiet og Venstre kan give udfordringer lokalt, vurderer Karina Kosiara-Pedersen, lektor på Københavns Universitet.
- Nogle af partierne mangler organisatorisk forankring i kommunerne, og nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer mangler et bagland. Det kan gøre det parlamentariske arbejde sværere. Hvis S, V eller K gør noget, der strider imod partilinjen, er der et bagland, der kan hive fat og sige: Det der er ikke okay. LA, DD og DF til en vis grad har ikke samme forankring. Det vil sige, at man ender med kommunal-bestyrelsesmedlemmer, der godt kan være lidt ensomme i arbejdet uden adgang til ressourcer og kompetencer, der er nemme at få hjælp fra, siger Karina Kosiara-Pedersen til Kommunen.dk.
Det kan desuden medføre mere uforudsigelige dynamikker lokalt, vurdere hun.
- Hvis ingen holder dem i ørerne, kan man forestille sig, at nogen kom til at lægge sig lidt længere fra partilinjen og dermed i højere grad repræsenterer sig selv end partiet. Og det giver en dynamik, som er svær at forudse, siger hun.
På LinkedIn påpeger postdoc Frederik Klaaborg Kjøller fra Københavns Universitet, at fragmenteringen i byrådene er markant i forhold til tidligere valg.
Ikke alene er der flere partier repræsenteret i de enkelte byråd, men mandater er også fordelt mere bredt mellem partiere. Her er fragmenteringen i byrådene steget med 25 pct. i gennemsnit og steg i 88 ud af 98 kommuner, skriver Frederik Kaaborg Kjøller.
"Alt andet lige, byder fremtiden nok på færre partibastioner i kommunerne, og at magten i stedet skal deles mellem flere partier", lyder hans vurdering for lokaldemokratiet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














