HORSENS: Såkaldt kreativ omsorg kan gøre en kæmpe forskel for mennesker med demens, lyder erfaringen fra et projekt i Horsens Kommune.
Forsknings- og udviklingsprojektet "Mulighedernes vindue" handler om at undersøge, hvordan spontane hverdagssituationer kan være til gavn for både demensramte, pårørende og fagpersoner.
- Det handler om at arbejde kreativt og åbent med de situationer, der opstår i hverdagslivet med demens. En af måderne, fagfolk kan gøre det på, er ved at "så et frø". Det vil sige, at de lægger noget ud i nærmiljøet, der kalder på engagement og interaktion, forklarer Rasmus Dyring, ph.d. og lektor i filosofi ved Aarhus Universitet og leder af Mulighedernes vindue.
Inspirationen kommer blandt andet fra en medarbejder på en demensenhed, der opfandt en såkaldt "dimsekurv" til en beboer, som af og til flyttede rundt på møblerne i den fælles dagligstue, hvilket førte til uro og konflikt.
Kurven, en aflagt vasketøjskurv på hjul, eksisterer stadig og indeholder forskellige ”dimser”, fx en punkteret bold, en piberenser og balloner. Den stilles hver dag frem og inviterer beboeren til at skubbe den rundt i dagligstuen i stedet for at skubbe rundt med møblerne.
Det handler ikke om kurven
- Det handler ikke om selve kurven, men om en bestemt, verdensåben tilgang til omsorgsarbejdet, hvor den konkrete kurv lader nye, uplanlagte situationer vokse frem. Det er her, vi ser hverdagslivets åbenhed i praksis – og det er den, vi gerne vil understøtte, siger Rasmus Dyring.
Demensområdet i Horsens Kommune har deltaget i projektet med personale fra to specialiserede enheder og demensteamet bestående af konsulenter, en neuropsykolog og en fysioterapeut.
- Det gør en kæmpe forskel for det enkelte menneske at blive mødt i nuet og at gribe situationen, når den opstår. Det giver det enkelte menneske ro, tid til at være med i handlingen og en større forståelse, forklarer områdeleder Susanne Rasmussen.
Mulighedernes vindue gennemføres i et partnerskab mellem Aarhus Universitet, demensområdet i Horsens Kommune og Vive. Projektet er støttet af Velux Fonden med 4,6 mio. kr. og varer frem til efteråret 2026. Det sidste år skal bruges på at implementere og evaluere det positive situationsarbejde i Horsens Kommune.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











