dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Ólafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix.

Vold mod offentligt ansatte stiger og stiger

Siden 2009 er antallet af sigtelser på baggrund af vold mod offentligt ansatte og lignende anklager steget voldsomt, viser tal fra Danmarks Statistik
31. JUL 2018 9.54

‘Jeg ved, hvor du bor’!

Trusler, vold og frygt bliver en større og større del af offentligt ansattes hverdag. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I kriminalitetsstatistikkerne kan man nemlig læse, at Danmark de sidste otte år har Danmark oplevet en heftig stigning i antallet af både anmeldelser, sigtelser og domme i sager om vold og lignende mod offentligt ansatte. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Især de sidste to år er antallet af anmeldelser, sigtelser og domme steget eksplosivt.

‘Vi vil ikke finde os i det’
Stigningen i antallet af anmeldelser og domme sker dog af en grund, forklarede psykolog og arbejdsmarkedsforsker ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, Lars Peter Andersen, til Avisen.dk i november.

- Anmeldelserne er helt klart blevet et redskab, man har taget i brug, og nogle steder er det blevet en politik, at det skal anmeldes til politiet.

En anden forklaring er ifølge kriminolog ved Københavns Universitet Peter Kruize, som også udtalte sig til avisen.dk i november, at man tidligere stort set kun anmeldte sager, hvis der var tale om decideret vold:

- Det er nok en generel tendens i vores samfund, at vi ikke vil finde os i vold eller voldelig opførsel. Det betød også meget, at Rigsadvokaten fastslog, at det også skal anmeldes, hvis nogen spytter på eller truer en offentligt ansat.

Men vold, trusler og overgreb kan have store konsekvenser for de ansatte, siger integrationschef i Roskilde Kommune, Maria Tvarnø til Sjællandske:

- Hver eneste sag, hvor der er vold eller trusler mod de ansatte, er et problem, der kan have store personlige konsekvenser. Hvis man oplever vold eller trusler er det en voldsom oplevelse for den, det går ud over, men det påvirker også kollegerne. Derfor tager vi det altid alvorligt, og vi tilbyder støtte til alle, der har været i berøring med det, siger hun.

Straffen er steget
Folketinget vedtog i 2016 at hæve straffen for vold mod offentligt ansatte. Det var en del af en større lovpakke, som skulle bekæmpe vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte. Med den nye lov blev det således  strafbart efter straffeloven at chikanere personer i offentligt tjeneste. Det er f.eks., når navngivne politibetjentes adresser, portrætbilleder og andre private oplysninger offentliggøres på en hjemmeside – og for det endte strafferammen på to år.

- Vi skal ikke acceptere, at politibetjente, sosu-assistenter og andre af vores offentligt ansatte bliver udsat for vold og chikane, blot fordi de udfører deres arbejde, sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i forbindelse med at lovforslaget trådte i kraft.

I 2009 anmeldte 2625 offentligt ansatte en volds- eller trusselsepisode til politiet. Men i 2017 var det tal helt oppe på 6825. Det er en stigning på 160 pct.

Af de 6825 anmeldelser, vurderede politiet, at der var grund til sigtelse i 4032 af sagerne. Det er 1858 flere sigtelser end i 2009. Altså er der tale om en stigning i antallet af sigtelser på 85 pct.

Ser man på antallet af domme er der også en stigning på 40 pct. Her afsagde domstolene i reelle tal i 2009 1.554 domme mod 2.186 i 2017.

 

Se antallet af domme for hver enkelt kommune her

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/vold-mod-offentligt-ansatte-stiger-og-stiger

GDPR