Det menneskelige aspekt skal inddrages i aftalerne med private virksomheder, der indgår aftaler med Hvidovre Kommune.
To forsøg med ”sociale klausuler” i udbudsaftaler kan være første skridt mod en fast procedure for udbud.
Når vinduespoleringen og dagrenovationen i Hvidovre Kommune næste gang udbydes til private virksomheder, vil aftalerne indeholde krav om socialt ansvar. Begge arbejdsopgaver kommer i udbud i 2002.
Sociale klausuler er tilføjelser til kontrakten, som stiller krav til virksomheden om, at den skal tage et socialt ansvar. Det kan f.eks. ske ved at ansætte indvandrere eller personer i skåne-, flex- eller seniorjob. Virksomheden kan vise ansvar ved at have en personalepolitik, der giver plads til mange forskellige mennesker på arbejdspladsen – også dem, der af forskellige grunde ikke kan klare et almindeligt 37 timers job.
De sociale klausuler er et led i udviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked, der giver plads til alle og sætter pris på den enkelte - med det, som han eller hun er i stand til at bidrage med.
- Vi skal finde ud af, hvordan vi kan gøre det nemt for kommunerne og virksomhederne at indarbejde de sociale klausuler i kontrakterne. Det er vigtigt, at de ikke er med til at forringe virksomhedernes konkurrenceevne, siger erhvervskonsulent i Hvidovre Kommune Karen Brehm Sørensen.
Hun understreger, at de to forsøg i Hvidovre Kommune ikke i sig selv giver et mere rummeligt arbejdsmarked.
- Men det er et signal, og først når det bliver almindeligt at bruge de sociale klausuler, vil det få en betydning for arbejdsmarkedet, siger Karen Brehm Sørensen.
Det rummelige arbejdsmarked
Miljøklausuler, etiske klausuler og sociale klausuler er meget brugt i det private erhvervsliv. Både Regeringen og Kommunernes Landsforening har opfordret kommunerne til at arbejde med sociale aftaler med leverandører.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.