
SF's Villy Søvndal, som er partiets tidligere formand og desuden tidligere udenrigsminister, stiller op til valget til EU-Parlamentet 9. juni 2024. Det skriver Politiken lørdag aften.
- Jeg har meget lyst til det europæiske, og jeg er virkelig bekymret over, hvor meget plads den ekstreme højrefløj har fået i flere lande, siger Villy Søvndal til mediet.
Han bliver dog ikke spidskandidat, skriver Politiken. Det bliver i stedet det nuværende medlem af EU-Parlamentet, Kira Peter-Hansen (SF), men Villy Søvndal kommer på kandidatlisten.
Han er på nuværende tidspunkt medlem af byrådet i Kolding Kommune og er formand for kommunens socialudvalg. Den tidligere partiformand stillede op ved KV21 og fik flest personlige stemmer i Kolding, hvor De Konservatives Knud Erik Langhoff fik borgmesterposten.
Til Politiken udtaler Villy Søvndal, at han kan "byde ind med en stor portion politisk erfaring". Med undtagelse af fire år har han været folkevalgt siden 1982. Han har været i kommunen, regionen, Folketinget og regeringen. Og så har han også været formand for SF i knap syv et halvt år.
For ti år siden blev Villy Søvndal ramt af en blodprop i hjertet, som fik ham til at lægge landspolitikken på hylden.
Stopper til april
Han planlægger at stoppe som socialudvalgsformand i Kolding 1. april næste år. Han vil derefter hellige sig valgkampen til EU-Parlamentet.
- Folk må ikke være i tvivl om, at jeg vil det her. Jeg vil ikke ud i en diskussion om en Hønge nummer 2, siger han og henviser til partifællen Karsten Hønge.
Ved sidste valg blev Karsten Hønge valgt til EU-Parlamentet. Han trak sig dog, fordi han hellere ville i Folketinget, og det fik han kritik for. Dermed gik hans plads til Kira Peter-Hansen.
Ud over Kira Peter-Hansen er også Margrete Auken (SF) medlem af EU-Parlamentet på vegne af partiet. Efter knap 20 år i parlamentet genopstiller Margrete Auken dog ikke. Det meddelte hun på SF's landsmøde tidligere på året.
Førstesuppleant Susanne Stenstrop Thorsen, der også er lokalformand for SF i Kolding, afløser Søvndal i byrådet til april.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.