Viborg forsøger sig med senere udeservering

KORT NYT4. JUN 2022 14.10

VIBORG: Indtil i mandags måtte restauratørerne i Viborg Kommune ikke servere mad og drikke udenfor efter klokken 22. Nu skal der først lukkes udendøre klokken 23 i hverdagene og 01 fredag og lørdag, oplyser Viborg Stifts Folkeblad.

- I andre byer omkring os har man længe måttet sidde udenfor til senere end 22, så derfor kan jeg godt forstå ønsket om at have denne mulighed åben i længere tid. Det er jeg også selv stor fortaler for, fortæller Claus Nielsen, tidligere byrådsmedlem for Konservative og formand for bevillingsnævnet.
Han understreger, at man må regne med lidt mere larm, hvis man vælger at bosætte sig i midtbyen frem for i et parcelhuskvarter.

Ordningen er midlertidig, og til december vil nævnet evaluere på, hvordan det er gået. En skærpet kontrol med udeservering i corona-perioden fik flere restauratører til at reagere og ønske forlænget åbningstid udendøre.

ka