dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Polfoto.

Verdens første innovationsbarometer for det offentlige

Som en del af tillidsreformen er Center for Offentlig Innovation gået i gang med at udvikle et helt nyt landsdækkende innovationsbarometer
19. SEP 2014 9.40

Den private sektor har i årevis haft tørre tal på, hvordan det står til med innovationen. Enhver kan slå det op i selve centralbanken for Danmark i tal: Danmarks Statistik. Nu er en lignende statistik på vej for den offentlige sektor, hvor innovation hidtil har været en ubeskrevet størrelse statistisk set.

Som en del af tillidsreformen er Center for Offentlig Innovation (COI) gået i gang med at udvikle et landsdækkende såkaldt 'innovationsbarometer'. Ifølge leder af centeret Pia Gjellerup, er COI netop nu ved at indgå en kontrakt med Danmarks Statistik og Center for Forskningsanalyse ved Århus Universitet, som rent praktisk skal stå for at udarbejde den nye statistik.

Statistikken skal baseres på svar fra 4-5.000 respondenter. Data vil blive samlet ind i løbet af efteråret, og planen er at præsentere et færdigt barometer i løbet af det første halvår af 2015. Verdens første innovationsbarometer for den offentlige sektor, pointerer Pia Gjellerup.

Udviklingsarbejde fra bunden
Der er tale om et stykke udviklingsarbejde helt fra bunden. For hvordan måler, vejer og opdeler man den offentlige sektor, som er anderledes kompliceret end den private?

Den private sektor kan ganske enkelt tælles i virksomheder, mens den offentlige sektor består af både enkeltinstitutioner som f.eks. børnehaver, skoler, sygehuse osv. - og myndigheder på tværs af alle institutionerne (kommuner, styrelser, departementer osv.). For ikke at tale om halvprivate størrelser som praktiserende læger, tandlæger og privatskoler.

Statistikken bliver anonym, så man ikke vil kunne udskille enkeltkommuner eller institutioner, men man vil kunne aflæse, hvordan det står til med innovationen regionsvis, sektorvis og for fagområder.

Skal ikke kun belønne enere
- Vi har allerede gennem mange konkrete eksempler fået en stærk indikation på, at den offentlige sektor er mere innovativ end som så. Barometeret vil helt konkret kunne vise, hvordan det står til. Det vil vise forskelle; vi vil også kunne se om nogle regioner, fagområder, sektorer eller andre grupperinger, er længere fremme med innovation end andre. Og det skal på den måde meget gerne inspirere til, at man opsøger konkrete steder indenfor områder, hvor barometeret slår positivt ud, siger Pia Gjellerup.

Barometeret spiller en central rolle i det, hun beskriver som kerneopgaven for COI: at få ansatte og ledere i den offentlige sektor til at lære af hinanden.

- Hele vores anerkendelse og belønning er koblet op på at gøre noget unikt. Vi belønner enere. Det er også vigtigt. Men det er mindst lige så vigtigt, at eneren får følgeskab. Vi skal være i stand til at hylde dem, der følger efter. Når det er sagt, skal det også understreges, at det i den offentlige sektor samtidig er afgørende, at man får mulighed for at omsætte andres gode idéer i netop det tempo, med den særlige drejning og i den rækkefølge, der passer lokalt.


Center for Offentlig Innovation (COI)

En udløber af aftalen om modernisering af den offentlige sektor - også kaldet tillidsreformen, indgået af regeringen og parterne på det offentlige arbejdsmarked. COI skal indsamle og sprede viden om innovationsprojekter i den offentlige sektor.

Centret åbnede i januar 2014 og eksisterer frem til udgangen af 2016. Der er afsat 28 mio. kr. over de tre år til drift af centeret.

 

rp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/verdens-foerste-innovationsbarometer-for-det-offentlige

GDPR