

MARIAGERFJORD: Det bliver Venstres Jørgen Pontoppidan, der fremover kan kalde sig formand for kultur og fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune. Han vandt afstemningen om formandsposten med stemmerne 6-1 mod Jens-Henrik Kirk (K), bekræfter udvalgsmedlem Jane Grøn (S) over for DK Nyt.
Som tidligere omtalt er det på Venstres foranledning, at udvalgsformændene fra oppositionspartierne K og DF - i henhenholdsvis fritids- og kulturudvalget og udvalget for teknik og miljø - kom på valg.
Anmodningerne kom fra Venstre efter længere tids stridigheder mellem partiet og de tre konstitueringspartier K, DF og Nye Borgerlige - senest om en handleplan i forhold til en budgetoverskridelse.
Noget for noget
Mandag blev formanden for teknik- og miljøudvalget Jørgen Hammer Sørensen (DF) udskiftet med Venstres Henrik Sloth.
Det får nu DF'eren til at forsøge sig med en gengældelsesmanøvre i og med, at han på torsdagens møde i udvalget for klima og landdistrikter har foreslået en ny formand i stedet for den siddende venstremand og borgmesterkandidat Jesper Skov Mikkelsen. Det fremgår af dagsordenen til mødet.
- Det er jo et spil, som Venstre har kridtet banen op til. Det har jeg aldrig spillet før, men det bliver jeg nødt til at lære, siger Jørgen Hammer Sørensen, til Nordjyske.
Venstre har i en pressemeddelelse sidste uge erklæret, at partiet ikke længere har tillid til de tre partier fra konstitueringsaftalen, og det får Jørgen Hammer Sørensen til at tilføje:
- Det går jo ikke, at der sidder en formand i et udvalg, som ikke har tillid til tre ud af seks af de øvrige medlemmer, siger Jørgen Hammer Sørensen. Han har ifølge avisen ikke har clearet med de øvrige udvalgsmedlemmer, at Jesper Skov Mikkelsen skal væltes, men at det ikke betyder, at det er umuligt.
DF, K og Nye Borgerlige har tre ud af syv pladser i udvalget, S har også tre og V har formandsposten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.