dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Venstre fik kæden i Allerød efter nattedrama

Efter en del drama har Venstre ifølge taget borgmesterstolen i nordsjællandske Allerød. Konservative forlod forhandlinger, da nogen ikke ville arbejde sammen med 'en bestemt person'
22. NOV 2017 14.15

ALLERØD: Karsten Längerich (V) er konstitueret som ny borgmester i Allerød Kommune. Dermed forlader Jørgen Johansen (K) posten. Det skriver TV2 Lorry.

Det selvom Venstre med sine 18 pct. af stemmerne mod Koservatives 20,9 pct. blev den lille af de to stridspartier i kommunen. For Konservative var der tale om en tilbagegang på 5,8 procentpoint, mens der for Venstre var tale om en fremgang på 0,5 procentpoint.

Bag borgmesteren står et bredt flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Blovstrødlisten, Vores Allerød og De Radikale. Altså alle partier pånær Konservative, der forlod forhandlingerne i nat klokken 01.30, og Enhedslisten, som forlod forhandlingerne 01.03.

Det skete, efter at et flertal af partierne stillede et noget opsigtsvækkende krav: Den tidligere konservative borgmester Erik Lund måtte ikke få én af de to udvalgsposter, som var tiltænkt partiet.

'Hadsk drama'
Allerød har historisk set ikke været bleg for lidt valgnatsdrama, og siddende borgmester Jørgen Johansen (K) forlod da også forhandlingsbordet undervejs i nattens forhandlinger denne gang.

Den tidligere borgmester Erik Lund (K) fortsætter i byrådet, men Konservative må opgive sin borgmesterpost.

- De stillede et ultimativt krav, som ligger langt over, hvad vi kan være med til. De sagde; ’der er en person, som vi overhovedet slet ikke vil have med at gøre', siger den nu afgående konservative borgmester Jørgen Johansen til TV 2.

Erik Lund bekræfter over for Politiken forløbet og har da også selv et bud på, hvor kravet kommer fra.

- Det er rød fløj, som står bag den betingelse. Det er Socialdemokratiet, SF og Radikale. Jeg ved ikke specifikt, hvem det er, men mit bud er Miki Dam Larsen (S) og Nikolaj Bührmann (SF), siger Erik Lund.

Venstre-Konservative-Venstre
De tre navne, som før valget var i spil, var ud over Karsten Längerich og Jørgen Johansen også John Køhler. Mens hans nye parti, Borgerlig Velfærd, kom slet ikke ind, og dermed var han ude af spillet.

Dermed vender Venstre tilbage som borgmesterparti i kommunen for første gang siden 1994, hvor byen skiftede til Konservative. Fra 1994 til 2008 sad Konservatives Eva Nejstgaard på posten, så havde Erik Lund en periode og sidst altså Jørgen Johansen.

Ved de to seneste kommunalvalg har der været ganske store problemer med at få konstitueret en borgmester. Ifølge TV2 Lorry tog det ved seneste valg 16 dage, før byrådet kunne pege på Jørgen Johansen.


 

Ritzau + rp

 

 

 

 

 

Én ting ved vi i Allerød Kommune. Det bliver ikke den tidligere borgmester John Køhler, der bliver borgmester. Hans parti er nemlig slet ikke kommet ind.

Men kigger man på resten af mandatfordelingen, er der lagt op til en regulær valggyser i kommunen igen. Her har både Venstre, Konservative og Socialdemokraterne nemlig landet fem mandater.

Hidtil har kommunen kun haft borgmestre fra Venstre og Konservative. Men hvis Socialdemokratiet kan overtale mandaterne fra Vores Allerød eller Blovstrødlisten til at pege på den socialdemokratiske spidskandidat Miki Dam Larsen, så tegner der sig i stedet et rødt flertal. Det virker dog som den mindst oplagte af mange forskellige konstitueringsmuligheder.

Venstre og Konservative har aldrig været bedste venner i kommunen. På den ene side står den siddende borgmester fra Konservative, Jørgen Johansen, der efter sidste valg på trods af kun 174 personlige stemmer kunne overtage borgmesterkæden, da der i byrådet ikke var flertal for at pege på Erik Lund, der ellers også er konservativ, og som tidligere har været borgmester.

Venstres spidskandidat er Karsten Längerich. Han er markedschef for Øresundsbron og medlem af partiets hovedbestyrelse.

Efter alt at dømme bliver det en af disse to, der i sidste ende kan tage borgmesterkæden på. Men vi får se. Sidste gang mundede valget ud i et 16 dage langt politisk drama. Det skete blandt andet efter at socialdemokraten Lea Herdal, der heller ikke er blevet valgt ind, vendte sin egen gruppe ryggen og pegede på Jørgen Johansen. Hun har dette valg været spidskandidat for Alternativet.

Borgmesteren gik 01.30
Klokken 01.30 forlod borgmester og genvalgt medlem af byrådet i Allerød Jørgen Johansen (K) forhandlingerne om borgmesterposten sammen med de øvrige medlemmer af Det Konservative Folkeparti. Det skriver TV2.

De 11 mandater, der kunne sikre Jørgen Johansen endnu en periode som borgmester i Allerød, manglede - og det samme gjorde viljen til at arbejde sammen med hele den konservative byrådsgruppe, mener Jørgen Johansen. Bag sig efterlod han hele byrådet undtagen Enhedslisten.

Klokken 01.03 forlod Enhedslisten som de første forhandlingerne - godt og vel en halv time inden De Konservative udvandrede.

 

K 5 (6>7), V 5 (4>3), S 5 (4>3), SF 2 (1), EL 1 (1), R 1 (1), Blovstrødlisten 1 (1), Vores Allerød 1 (0)

Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet opnåede ikke valg. Se KMD-valgtallene.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/venstre-fik-kaeden-i-allerd-efter-nattedrama

GDPR