
VEJLE: Vejle blev i foråret valgt som en af Danmarks ni frikommuner. Den 2. februar lyder startskuddet til frikommunen på Arbejdsmarkedsområdet og varsler nye tider for de ledige og sygemeldte, oplyser kommunen.
Systemer bliver vendt op og ned, flere indgange bliver samlet til én, borgerne får mulighed for at selv at vælge indsats, og når man fremover gør sin entré i Jobcentret, møder man som det allerførste en digital receptionist!
Hele 17 ansøgninger om nye måder at gøre tingene på blev hen over sommeren sendt af sted til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Nu er der kommet brev om, at foreløbig 13 ansøgninger er blevet godkendt.
Disse nye tiltag skydes i gang:
* Én indgang for borgerne - Jobcentret og Ydelsescentret flytter sammen og sparer borgerne for dobbelthenvendelser
* Fem nye digitale løsninger bliver taget i brug - digital receptionist, online møder, kontanthjælpsberegner (find ud af på kommunens hjemmeside, om du er berettiget til kontanthjælp), digitale infoskærme og en Jobcenter App.
* Valgmuligheder - borgeren er med til at vælge, hvilken indsats er den bedste til at hjælpe ham i job eller uddannelse
* En helt ny afdeling, der skal sikre, at den ene hånd i kommunen altid ved, hvad den anden gør, når der er tale om komplicerede sager med mange involverede
Meget mere i posen
Vejle har flere nytænkende initiativer på trapperne. Kunderne kommer specielt til at mærke, at Vejle er blevet frikommune, når de meget strikse lovkrav om tidsfrister og aktivering bliver blødt op - dette bliver dog først foldet helt ud, når frikommunelovgivningen er helt på plads inden sommer.
Derudover kommer der til at ske meget på digitaliseringsområdet. Jobcentret arbejder med at udvikle en digital selvsagsbehandler og desuden skal digitaliseringen lette sagsbehandlernes arbejde 'bag linjerne', således at der bliver mere tid til borgerkontakten.
Vejle-loven
- Fra nu af er det ikke borgerne, der skal 'passe til' kommunens system, nu skal systemet passe til borgerne. Vi sætter nemlig borgerne i centrum for indsatsen, og på den måde får de mere individuel hjælp fra os og mere indflydelse på deres egen sag, forklarer Christa Laursen (S), formand for Jobudvalget.
- Det skal være slut med at give alle ledige og syge samme indsats, fordi loven i detaljen har bestemt, hvordan vi skal hjælpe borgerne. Nu har vi fået mulighed for at lave vores egen Vejle-lov, og vi går kort sagt efter at skabe gode resultater - både for kommunen og borgerne, fortæller hun.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.