
Hver en time tæller, når valgkortene til folketingsvalget skal trykkes. Natten til tirsdag begyndte virksomheden KMD at trykke de over fire millioner valgkort, som skal ligge i vælgernes postkasser senest fem dage før valgdagen.
- Valget er suverænt den største opgave, vores printcenter har i løbet af et år, siger valgansvarlig hos KMD Steen Østergaard.
KMD fik opgørelsen over valgberettigede borgere mandag den 17. oktober fra CPR-registret. Søndag den 23. oktober skal valgkortene være i PostNords varetægt med adresser og navne på.
- Der bliver arbejdet døgnet rundt i treholdsskift, så der er nok folk på. Ellers kan vi simpelthen ikke nå det, siger Steen Østergaard.
KMD står for at printe valgkort til alle landsdækkende valg afholdt af det offentlige, og det har de gjort siden starten af 1970'erne.
Undtaget fra den digitaliseringsproces
Der skal i løbet af en lille uge printes over fire millioner valgkort. Valgkortene printes og puttes i kuverter af maskiner - ikke mennesker. Maskinerne kan lægge 16.000 valgkort i kuverter per time.
- Det er for mange til at følge med, hvis det skulle være mennesker, der gjorde det samme, siger Steen Østergaard og griner.
Selv om samfundet bevæger sig i en papirløs retning, benyttes der stadig fysiske valgsedler. Valgkortet er ifølge Steen Østergaard det eneste dokument, der er decideret undtaget fra den digitaliseringsproces, der foregår i kommunikationen mellem myndighed og borger.
Ifølge loven skal valgkortene printes fysisk. Hvis det skal ændres, skal det vedtages i Folketinget.
- Det har der hidtil ikke været et politisk flertal for at gøre. Og det ser ikke ud til, at der kommer nogen ændring i det foreløbig, siger Steen Østergaard.
Vælgerne skal have deres valgkort senest fem dage før valgdagen. Det er torsdag den 27. oktober 2022. På valgstederne byttes valgkortet ud med en stemmeseddel, som man kan sætte sit kryds på.
Ifølge Indenrigs- og Boligministeriet kan 4.267.951 borgere indtil videre stemme til folketingsvalget den 1. november. På valgaftenen bliver resultaterne løbende offentliggjort på www.kmdvalg.dk.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.