

Socialdemokratiet fortsætter med at miste vælgere efter en periode med faldende opbakning. En ny måling fra Voxmeter giver partiet 19,2 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.
Det er udtryk for et yderligere fald i opbakningen efter en svær periode for partiet.
For en måned siden stod Socialdemokratiet til 21,4 procent. Det faldt til 20,4 procent for en uge siden, inden partiet i dagens måling står til 19,2 procent af stemmerne.
Det skal bemærkes, at den statistiske usikkerhed for partiet er på 2,4 procent.
Målingen er foretaget i perioden fra den 29. september til den 5. oktober, hvor der har været stort fokus på forstyrrende dronehændelser over Danmark.
Kriseledelse udfordret
Den fortsatte vælgerflugt kan udfordre det normale billede af statsminister Mette Frederiksen (S) som den dygtige kriseleder, befolkningen gerne stiller sig bag i svære tider.
Det påpeger politisk kommentator Hans Engell, der er tidligere justits- og forsvarsminister og formand for De Konservative.
- For Mette Frederiksen er det i høj grad en begmand, siger han.
Målingen illustrerer også en anden udvikling, Socialdemokratiet gennemgår.
DF går frem
Partiet er i den seneste tid blevet markant udfordret af Dansk Folkeparti, der har formået at hive utilfredse vælgere over midten fra Socialdemokratiet.
Også i denne seneste måling fortsætter Dansk Folkeparti med sin fremgang og får 8,3 procent af opbakningen. Det er en lille stigning i forhold til den forrige måling, hvor partiet fik 8,1 procent af stemmerne. For en måned siden stod Dansk Folkeparti til 6,5 procent.
Hans Engell ser en direkte sammenhæng mellem de to partiers udvikling.
- Morten Messerschmidts fremgang falder nøje sammen med Mette Frederiksens tilbagegang, siger Hans Engell.
I Socialdemokratiet har man forsøgt at imødegå udviklingen med direkte angreb på Dansk Folkeparti.
Det er dog ikke slået igennem endnu.
- Mette Frederiksen satser som altid på, at hun under en valgkamp kan hive det hjem igen, siger Hans Engel.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.