DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Vaccinestik passerer 500.000, positivprocent og kontakttal stiger

Færre indlagte, færre på intensiv, færre i respirator og ingen dødsfald.
23. FEB 2021 14.36
TEMA: Corona

Dagens coronatal passerer to runde milepæle samtidig: Der er nu givet lidt over 500.000 vaccinestik, og lidt over 200.000 har overstået infektion. Et tredje rundt tal er de nul dødsfald, der er registreret siden i går.

De 511.087 vaccinedoser er fordelt med to stik hver til 176.629 personer, som dermed er færdigvaccineret, og et enkelt stik hver til 157.829 personer, som endnu ikke har fået andet stik. De tre tal er siden dagen forinden vokset med 14.627 doser i alt fordelt på 13.553 til første stik og 1.074 til andet stik. Antallet af overståede infektioner er steget med 445 til 200.263.

529 nye smittede er konstateret i går ud af 107.177 testede. Det giver en positivprocent på 0,49 pct., den højeste siden 29. januar.

Antallet af indlagte er derimod faldet med syv siden i går til 247, og også antallet af patienter på intensiv og i respirator er faldet, henholdsvis med tre til 48 og med syv til 29.

Til gengæld er det generelle kontakttal aktuelt opgjort til 1,1, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. Det svarer til, at ti smittede i gennemsnit vil give smitten videre til 11 andre.

For en uge siden blev det generelle kontakttal opgjort til 0,9, så smitten er gået fra at være aftagende til at være tiltagende. Kontakttallet for den britiske B117-variant er senest beregnet til 1,2 mod 1,25 ved forrige beregning, men de 1,2 er et knap så aktuelt tal, så alt i alt ser epidemien ud til at være "i begyndende vækst", skriver sundhedsministeren i sit tweet.