
Tidsplanen for coronavaccination er forlænget med to uger, så alle først kan forvente at være færdigvaccineret et stykke inde i september. Det bekræfter sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Det er to uger senere end sluttidspunktet i den seneste vaccinationskalender. Vaccinationsplanen er skredet flere gange de seneste måneder. I den første plan fra 8. januar ventedes alle danskere at være vaccinerede ved udgangen af uge 25, der løber til og med 27. juni.
Ifølge Ritzaus oplysninger hænger udskydelsen sammen med, at der nu ventes 1,1 millioner færre doser til landet i juni og juli end hidtil formodet. I den seneste kalender ventedes omkring 4,2 millioner doser i de to måneder. En fjerdedel skæres altså fra.
Det skyldes, at der nu ventes færre vacciner fra Moderna, og at godkendelsen af CureVac-vaccinen trækker ud, skriver Ekstra Bladet. Det tyske selskab er et af dem, EU har indgået aftale om at købe doser fra, hvis vaccinen godkendes til brug.
Tidligere var det ventet, at der kom doser til landet i juni - men CureVac har endnu ikke søgt om at få vaccinen godkendt til brug. Mandag fortalte selskabet, at det ventes at ske i juni, når der kommer data fra et forsøg med vaccinen.
Opdateret kalender i dag
Sundhedsstyrelsen vil over for Jyllands-Posten ikke kommentere nyheden om udskydelsen, men oplyser, at der tirsdag kommer en opdatering af vaccinationskalenderen.
Magnus Heunicke fortæller til DR, at regeringen har bedt Sundhedsstyrelsen om at genoverveje brugen af vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca. De blev skrottet fra det officielle vaccinationsprogram, efter at der blev set få tilfælde af særlige blodpropper blandt vaccinerede.
Siden er den dog kommet tilbage i brug som en del af en ordning, hvor danskerne kan vælge at få den alligevel. Det kræver konsultation med en læge, inden det kan ske.
Genovervejelsen af Johnson & Johnson-vaccinen skyldes ifølge TV2 forlængelsen af vaccinationskalenderen. Samtidig er der kommet nye data om brugen af vaccinen fra europæiske lande. Da vaccinen blev droppet, var det amerikanske data, der lå til grund for beslutningen.
Indtil videre har flere end 1.000 danskere fået Johnson & Johnson-vaccinen, som - modsat de andre, der bruges i Danmark - kun kræver et stik.
I alt 1,3 millioner mennesker er færdigvaccinerede med begge stik. Det svarer til 21,4 pct. af befolkningen. Yderligere 0,8 millioner mennesker, svarende til 15 pct., har fået første stik.
Ritzau
Vaccinationskalenderen har rykket sig 9 gange med i alt 11 uger
- 8. januar: Den første kalender bliver lagt frem. Her forventes det, at alle borgere over 16 år er færdigvaccineret i uge 25 - den næstsidste uge i juni.
- 28. januar: Vaccinationskalenderen rykkes første gang, så alle over 16 år først forventes færdigvaccineret i uge 26, den sidste uge i juni. Årsagen er forventningen til leverancer fra en producent bliver nedjusteret.
- 15. februar: Flere forventede leverancer fra Pfizer og Moderna betyder, at vaccinationskalenderen fremrykkes, og alle nu igen forventes færdigvaccineret i uge 25.
- 5. marts: Vaccinationskalenderen ændres mærkbart, da Pfizer leverer langt færre vacciner end ventet. Samtidig udskydes leverancer fra Johnson & Johnson, og CureVac udskyder forventningen til første leverance fra april til juni. Alle over 16 forventes nu færdigvaccineret i uge 28, anden uge af juli.
- 11. marts: Brugen af vacciner fra AstraZeneca sættes på pause efter frygt for sjældne, men alvorlige bivirkninger. Det forlænger vaccinationskalenderen yderligere. Alle over 16 forventes nu færdigvaccineret i uge 32, anden uge af august.
- 17. marts: Vaccinationskalenderen fremrykkes markant, så alle forventes færdigvaccineret i uge 29, den næstsidste uge i juli. Det sker, da man forventer at genoptage vaccination med AstraZeneca og forventer større leverancer end tidligere fra vaccineproducenter.
- 14. april: Sundhedsstyrelsen beslutter at tage AstraZeneca helt ud af vaccinationsprogrammet og sætter vaccinen fra Johnson & Johnson på pause. Det udskyder tidspunktet, hvor alle over 16 år er vaccineret, til uge 31, den første uge i august.
- 3. maj: Sundhedsstyrelsen fjerner også vaccinen fra Johnson & Johnson fra vaccinationsprogrammet på grund af sjældne, men alvorlige bivirkninger. Samtidig bliver leveranceplaner opdateret. Det betyder, at vaccinationskalenderen forlænges. Alle over 16 forventes nu færdigvaccineret i uge 33, næstsidste uge i august.
- 10. maj: Sundhedsstyrelsen ændrer forventningen til, hvornår vacciner fra CureVac vil ankomme. Vaccinationskalenderen forlænges igen, så alle over 16 år nu forventes færdigvaccineret i uge 34, den sidste uge i august.
- 31. maj: Godkendelsen af CureVac-vaccinerne trækker ud, og Moderna leverer færre end ventet. Dermed står Danmark til at modtage færre vacciner, og vaccinationskalenderen forlænges igen. Ifølge Ritzaus oplysninger forventes alle over 16 år nu først at være vaccineret i anden uge af september.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.