

AARHUS: Venstres aarhusianske spidskandidat, Christian Budde, er skeptisk over for borgmester Anders Winnerskjolds (S) forslag om at gøre bus og letbane markant billigere, hvis han fortsat sidder for bordenden efter KV25. Det skriver DR.
- Det lyder lidt som det valgflæsk, vi lige har set fra København med gratis institutioner. Jeg tror, det er et udtryk for, at Socialdemokratiet vil kurtisere aarhusianerne, mener Christian Budde, som er storudfordrer til borgmesterposten.
Christian Budde synes, at der i lige så høj grad er behov for tiltag, der kan gøre det bedre for cyklister, men især også bilisterne i Aarhus. Særligt bilerne ser en mere udfordrende fremtid i møde i Aarhus by. Det skyldes en mobilitetsplan, som kommunen vedtog forrige år, der bl.a. betyder, at benzin- og dieselbiler skal forbydes i dele af byen, ligesom kommunen undersøger mulighederne for at indføre roadpricing.
Vil droppe erhvervsskattelettelser
For at realisere prisdykket på den kollektive transport ønsker Anders Winnerskjold blandt andet at reducere kommunens planlagte erhvervsskattelettelser. Derudover mener han, at der kan findes flere penge ved at gøre busdriften mere effektiv, end det i dag er tilfældet.
- Hvis vi vil have flere til at tage bus og letbane, skal det være til at betale, fastholder Anders Winnerskjold i en pressemeddelelse. I dag koster en enkeltbillet 26 kroner til busserne og letbanen i Aarhus Kommune. Borgmesteren vil sørge for, at prisen kommer ned på 15 kr., hvis han får mandat til at fortsætte som borgmester efter valget.
Christian Buddes henvisning til gratis institutioner omhandler et forslag af socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i Købehavn, Pernille Rosenkrantz-Theil, som for to uger siden foreslog at man fjerner forældrebetalingen til daginstitutioner i København. Forslaget har efterfølgende fået kritik af flere eksperter.
Odense har allerede gjort det
Ifølge Ritzau har Anders Winnerskjold fået inspiration til forslaget fra Odense Kommune, hvor man allerede har sat prisen på den kollektive transport ned til 15 kr. Borgmesteren fortæller dog, at bl.a. SF tidligere har stillet forslaget i Aarhus, men ifølge borgmesteren har finansieringen da ikke været realistisk.
- I Odense har man gjort det budgetneutralt. Så god er verden nok ikke i Aarhus. Men vi har også finansieringen på plads, så jeg er faktisk ikke så nervøs for, om det kan realiseres, siger Winnerskjold til Ritzau.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.