ROSKILDE: - Vi fik et høringsbrev fra Konkurrencestyrelsen i starten af maj, hvor der står, hvad man er nået frem til. Men på det tidspunkt, altså inden der forelå en afgørelse, havde vi allerede besluttet at gå i udbud med det debitorsystem, det handler om. Det fremgår også af styrelsens brev, fortæller kommunaldirektør Henrik Kolind.
Det system, det drejer sig om, er KMD Opus, og for Roskildes vedkommende handler det om debitordelen. Roskilde Kommune indgik i 2009 en aftale med KMD om en teknisk opgradering af systemet, som skulle have været gennemført i år. Opgraderingen blev dog sat i bero, da Konkurrencestyrelsen i efteråret 2009 skrev at den ville undersøge 34 kommuner, heriblandt Roskilde.
I Konkurrencestyrelsens redegørelse hedder det bl.a. i afsnittet om Roskilde Kommune:
'Det er (...) Konkurrencestyrelsens vurdering, at Roskilde Kommunes kontrakt om debitor- og kreditorsystem skulle have været i udbud. Kontrakten er således indgået i strid med udbudsreglerne, og styrelsen skal derfor opfordre Roskilde Kommune til at opsige kontrakten med KMD samt gennemføre et udbud så hurtigt som muligt. Det er styrelsens opfattelse, at gennemførelse af et udbud af debitorsystem inden sommerferien 2010 opfylder styrelsens opfordring om at udbyde hurtigst muligt.'
Vurderingen bygger især på spørgsmålet om, hvorvidt aftalen overskrider grænsen for, hvornår et IT-system skal sendes i EU udbud. I 2010 og 2011 er grænsen 1.438.448 kr. Men udbudsreglerne er komplicerede på IT-området, og der indgår også andre faktorer i bedømmelsen af, om et system er udbudspligtigt.
Rykkede tre gange for svar
- Vi skal selvfølgelig overholde udbudsreglerne, det er der overhovedet ingen tvivl om. Derfor satte vi opgraderingen at systemet i bero, indtil vi havde vished for, at den ville være lovlig. Vi rykkede tre gange Konkurrencestyrelsen for svar, men uden held. Så i starten af maj syntes vi ikke, vi kunne vente længere. Vi skal jo videre, så vi besluttede at gå i udbud, siger Henrik Kolind.
Han er glad for, at der nu er kommet en afgørelse fra Konkurrencestyrelsen.
- Vi tager konkurrencestyrelsens juridiske vurdering til efterretning og vil selvfølgelig sørge for, at vi følger udbudsreglerne til punkt og prikke. Jeg har med tilfredshed noteret mig, at Konkurrencestyrelsen finder, at vores igangsatte udbudsproces lever op til styrelsens anbefalinger. Systemet sendes i udbud i juni måned og sagen er dermed ude af verden, siger Henrik Kolind.
Venter på afklaring af, hvad opgradering er
Helt slut er det dog ikke. Kommunernes Landsforening beder i et brev til Konkurrencestyrelsen om bl.a. en mere konkret vurdering af, hvad der udgør opgraderinger, og hvornår der er tale om indkøb af et nyt system. Det står efter KL's opfattelse ikke helt klart og det er heller ikke vurderet konkret nok i forhold til de enkelte sager i de undersøgte kommuner.
Roskilde har siden 2004 indgået flere kontrakter, hvor andre leverandører efter udbud har overtaget opgaver, der tidligere blev løst af KMD. Det gælder både kommunens økonomisystem, der er leveret af Fujitsu, og løn- og personalesystemet, som er leveret af Silkeborg Data. Når kommunen i første omgang ikke også gik i udbud med debitorsystemet, skyldes det, at opgraderingen blev vurderet som rent teknisk og under grænseværdien for EU-udbud.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.