

RANDERS: Konflikt og uenighed har altid haft mediernes fokus. I dag bliver det særligt tydeligt. For mens den absolut mest interessante historie med dagens udtalelse fra Statsforvaltningen egentlig handler om demokratiets spilleregler og samspillet mellem en administration og en politisk ledelse, så vælger dknyt at tage fat i uenigheden mellem et politisk flertal og et mindretal.
Derfor vil jeg her gerne glæde mig over, at med Statsforvaltningens udtalelse er det slået fast, at det er muligt for politikere at mødes og drøfte mulige konsekvenser af forskellige scenarier - og her få en forvaltnings foreløbige vurdering af konsekvenserne - uden at skulle dele foreløbige drøftelser med alle andre partier. Og det gælder også, hvis en forvaltning i sin gennemgang benytter sig af et par foreløbige powerpoints.
Kort fortalt handler uenigheden i Randers om, hvorvidt forvaltningen og det politiske flertal tilsidesatte kommunestyrelseslovens § 9 stk 1. om ret til indsigt i sagsmateriale i endelig form, da man ikke udleverede foreløbige powerpoints til alle byrådsmedlemmer.
Reglerne overholdt
Statsforvaltningen udtaler helt klart, at Randers Kommunes forvaltning i sit arbejde med at understøtte flertallets drøftelse om fremtidig skolestruktur, havde overholdt reglerne. Det er således helt i overensstemmelse med reglerne, at en forvaltning yder bistand i forhold til en afgrænset politisk kreds, når blot tilbuddet står åben for alle.
Statsforvaltningen præciserer yderligere, at de powerpoints som forvaltningen viste til møderne og som handlede om konsekvenser af forskellige scenarier ikke kan betragtes som et dokument i endelig form og dermed ikke er omfattet af kommunesstyrelsesloven § 9 stk.1.
Når Kasper Fuhr Christensen i dette medie påstår, at Velfærdslisten skulle have haft indsigt i de af forvaltningen viste powerpoints, taler Kasper Fuhr Christensen mod bedre vidende. For Statsforvaltningens udtalelse er klokkeklar på dette punkt.
Positiv for demokratiet
Kasper Fuhr Christensen har valgt at så tvivl om udtalelsen ved blot at henvise til et afsnit i udtalelsen, som omhandler enkelte slides, der ved en fejl blev printet, udleveret og samlet ind igen ved et møde mellem socialdemokratiske byrådsmedlemmer. En fejl forvaltningen selv opdagede, gjorde Statsforvaltningen opmærksom på, beklagede, og i øvrigt straks offentliggjorde netop disse powerpoints til alle byrådsmedlemmer. Statsforvaltningen gør da også i sin udtalelse opmærksom på, at forvaltningen selv rettede fejlen.
Udtalelsen fra Statsforvaltningen er rigtig positiv for demokratiet, idet den klart tilkendegiver, at et politisk flertal har mulighed for at bruge forvaltningens ekspertise i et forhandlingsrum uden af dele indholdet med alle andre partier.
På trods af at statsforvaltningen klart tilkendegiver, at alle powerpoints var dokumenter i ikke-endelig form og dermed ikke skulle offentliggøres til de andre parter, valgte byrådsflertallet alligevel at dele disse med borgerne og de andre partier efterfølgende. Efter egen beslutning.
Claus Omann Jensen (V), borgmester, Randers Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.