Udligning: 'Man kan ikke få de samme penge flere gange'

Til Økonomi- og indenrigsministeren og medlemmer af Folketinget

Vi skriver til jer, fordi en unuanceret debat om udligning risikerer at få voldsomme negative konsekvenser for en række kommuners økonomi. Derfor fremsender vi materiale fra Stopforskelsbehandlingen.nu, som vi finder relevant for at sikre et balanceret og nuanceret perspektiv i debatten.

Udligningen overopfylder allerede i dag grundlæggende sit formål og overfører hvert år stadigt flere midler fra Hovedstadsområdet til resten af landet. I 2018 sender hovedstadskommunerne 13,3 mia. kroner til kommunerne i resten af landet. Det er en stigning på 90 pct. siden 2007. Det mener vi på ingen måde er rimeligt over for borgerne i hovedstadsområdet, hvis det betyder, at de skal betale endnu mere i skat for at flytte milliarder til resten af landet, som har lavere skat, højere service, og hvor familierne tilmed har 96.000 kroner mere i rådighedsbeløb om året end tilsvarende familier i hovedstadsområdet.

Udligningen er upræcis til at løse udsatte kommuners problemer
Sådan som udligningssystemet ser ud i dag, er det også et alt for upræcist værktøj til at løse de 5-8 mest udsatte kommuners problemer. Der bør i stedet overføres færre penge gennem det overordnede udligningssystem og i stedet hjælpe de reelt udsatte kommuner direkte - fx ved at målrette midlerne i ordningen for store strukturelle underskud fremfor at smøre det bredt ud over flertallet af kommuner, som det gøres i dag. Landsudligningen hverken kan eller skal løse den slags udfordringer.

Tal fra Finansministeriet viser desuden, at ledigheden er på vej ned i hele landet. Og at den ligefrem er lavere i land- og yderkommunerne end i bykommunerne. Det bakkes op af en analyse fra Dansk Erhverv, der viser, at selv uden yderligere vækst i beskæftigelsen vil det være vanskeligt for virksomhederne at finde nye medarbejdere i Vestjylland, på Vestfyn og i Sønderjylland. Dansk Erhverv konkluderer derfor, at det, som nogle kalder Udkantsdanmark, bestemt ikke har høj ledighed.

Dertil kommer de seneste tal fra Danmarks Statistik, der viser at der er fremgang i væksten i hele landet. Undtagen bl.a. Nordsjælland, der måske overraskende for nogen, har oplevet en negativ vækst i BNP per indbygger de seneste 10 år. I samme periode har Sydjylland og Bornholm til sammenligning haft en vækst på næsten 15 pct. Det er ikke Danmark, der er i ubalance. Det er udligningssystemet derimod, som bremser kommunernes incitamenter til at skabe vækst og beskæftigelse, bl.a. som følge af en høj marginal udligning.

Ingen kommuner er blevet snydt som følge af ’regnefejl’
En række medier har de seneste uger fejlagtigt beskrevet, at det eksisterende datagrundlag for to socioøkonomiske kriterier i udligningssystemet har betydet, at ’milliarder er overført til bykommuner’ via udligningssystemet.

Økonomi- og Indenrigsministeriet vurderede senest i 2013, at de penge, der bliver omfordelt på baggrund af de to kriterier, udgør en fair betaling for den faktiske byrde, kommuner har. Derfor er det uforståeligt, at en række kommuner på trods af uændrede omkostninger nu kræver over 700 mio. kr. oven i de 13,3 mia. kr. om året, som bl.a. disse kommuner allerede modtager fra hovedstadsområdet. Ingen kommuner er blevet snydt, og ingen kommuner er sluppet billigere, end de burde.

Vi vedlægger et notat, som beskriver det problematiske i en sådan opdatering uden at se på det samlede udligningsniveau. Der vedlægges en oversigt over de økonomiske konsekvenser for kommunerne af en ukritisk opdatering af statistikkerne.

Se udligning som en helhed
De enkelte dele af udligningssystemet skal således ikke evalueres hver for sig, men ses i sin helhed. Kun på den måde kan udligningssystemet sikre, at den enkelte kommune kan finansiere det samlede udgiftspres, som kommunen har på baggrund af befolkningens sociale- og alderssammensætning. Det var også tilfældet i 2013, hvor arbejdet byggede på grundige analyser af den samlede opgørelse af kommunernes udgiftsbehov og sammenhængen mellem de sociale forhold og variationerne i udgiftspres på de store kommunale serviceområder.

Helhedssynet er vigtigt, da der i den verserende debat er flere eksempler på, at skiller man enkelt elementer ud, så giver det et forkert billede af den samlede omfordeling i udligningssystemet. Fx har det været fremme, at det aldersbetingede udgiftsbehov i udligningssystemet er underkompenseret, fordi alderskriteriet ikke indgår i udligningssystemet med 100 pct. Derved indikeres det, at kommunerne ikke bliver kompenseret fuldt ud samt at det faktisk er muligt at skelne klart mellem aldersbetingede udgifter og socialt betingede udgifter.

Det er ikke korrekt, da socioøkonomiske faktorer også har betydning for udgifter til børnepasning, skoler og boligsikring, mens demografiske forhold også har betydning for udgifterne på socialområdet. En fuld udligning på baggrund af alder vil således ekskludere de sociale udfordringer, som den enkelte kommune måtte have.

Dette er således blot et af mange eksempel på, at tages der enkeltelementer ud af udligningssystemet vil det tegne et skævt billede af udligningssystemet og omfordelingen mellem kommuner.

Vi håber derfor, at I vil se udligningssystemet og udgiftspresset i kommunernes under ét og tage hensyn til, at kommunerne kan have de rette tilskyndelser til at hjælpe deres borgere i job og uddannelse.

Borgmester Steen Christiansen (S) (Albertslund), borgmester John Engelhardt (V) (Glostrup), borgmester Joy Mogensen (S) (Roskilde), borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) (Herlev), borgmester John Schmidt Andersen (S) (Frederikssund), borgmester Michael Ziegler (K) (Høje- Taastrup), borgmester Hans Toft (K) (Gentofte)

De 34 kommuner i samarbejdet Stop Forskelsbehandlingen Nu er:
Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby, Vallensbæk.