Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Udbrud af sydafrikansk variant i københavnsk kvarter

Alle tæt på udbrud af smitsom virusvariant bør lade sig teste i weekenden, siger københavnsk borgmester. Imens breder smitten sig også i Vollsmose.
27. FEB 2021 7.49

Der er udbrud med en sydafrikansk virusvariant i Nordvestkvarteret i København. Alle borgere tæt på udbruddet bør testes i weekenden, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

- Den sydafrikanske variant må for alt i verden ikke få lov til at sprede sig i København. Derfor er det nu helt afgørende, at borgerne i Nordvest viser samfundssind ved at lade sig teste hurtigst muligt, så vi kan stoppe spredningen med den meget smitsomme variant, siger hun.

Der bliver sendt en sms ud til borgere, der bor tæt på udbruddet, hvor de opfordres til at lade sig teste. Man bør blive hjemme, til man har fået svar på prøven, lyder det fra Københavns Kommune, der ikke vil oplyse det præcise antal smittetilfælde, men siger til TV2, at det er mellem to og ni.

Udbruddet var kendt for Københavns Kommune allerede torsdag aften. Da tog Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed ud i området med en podebil, hvor de stemte dørklokker og opfordrede borgerne til at blive testet øjeblikkeligt.

Stemmer også dørklokker i Odense

Tilsvarende begynder man i dag i Odense Kommune at stemme dørklokker i Vollsmose. Bydelen har seks gange så mange smittede som i Odense Kommune generelt og har netop lukket to skoler fra på mandag og en uge frem på grund af de høje smittetal.

Den seneste uge har en task force arbejdet med række initiativer, der skal hjælpe smitten ned i området igen. Det drejer sig bl.a. om udvidet testmuligheder, kommunikationsindsatser, kontakt til de åbne butikker, formidling via områdets stærke ambassadør netværk og moskéer.

- Vi har før fået smitten i Vollsmose ned ved en fælles indsats og det kan vi gøre igen, når vi hjælper hinanden. Jeg håber, at rigtig mange vil hjælpe med at formidle de vigtige budskaber til familie og bekendte eller tilbyde at købe ind for en nabo, der er smittet eller særligt udsat. Indsatsen de næste par dage er afgørende for at få bremset smittespredningen ikke kun i Vollsmose men i hele kommunen, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Ritzau / eo