dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Tusinder forlader folkeskolen uden eksamen

Ny rapport peger på stigning i antallet af elever, der ikke får papirer med fra folkeskolen. Men skoleledere og forældre advarer mod at overfortolke tallene
13. SEP 2017 12.01

Tusinder af unge forlader folkeskolen uden eksamen. Det viser en ny rapport, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har lavet for TV2's regionale stationer.

Ifølge rapporten forlader i snit seks pct. af alle elever folkeskolen uden at gennemføre de afsluttende eksamener.

Det er et relativt højt tal og en stigende tendens, lyder det fra Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University Colleges afdeling for pædagogik.

- Det har stor betydning for den enkelte. Men det har også en stor betydning for samfundet og den enkelte kommune, fordi man løber en risiko med en stor gruppe borgere, der kan falde helt ud af arbejdsmarkedet, siger han til TV2 News.

Svært ved at genkende tallene
I maj sidste år viste en anden analyse, at tallet var 5,5 pct. af alle afgangselever, som ikke tog den afsluttende eksamen, mens tallet i 2007 lå på 3,6 pct.

Det er særligt børn af ufaglærte og elever, der lider af adhd og lignende diagnoser, der dropper ud før afgangsprøven. 

Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, har dog svært ved at genkende tallene og en stigning.

- Alle elever vil gøre, hvad de kan for at tage afgangsprøven, så de kan komme videre med en ungdomsuddannelse. Skolerne gør samtidig et kæmpestort arbejde for at få så mange som muligt igennem prøven, siger han til Ritzau.

- Så det undrer mig virkelig, og jeg mangler en forklaring bag tallene. Den fordobling, der tales om siden 2007, må skyldes en anden måde at opgøre tallene på, siger Claus Hjortdal. 

Hans bud er, at flere og flere går op til en stor del af afgangsprøverne, men ikke i den fulde eksamen, og at de så tæller, som de ikke går op. 

- Jeg vil bede forskerne bag undersøgelsen om at gå bag om tallene og forklare dem, så vi ikke står og dunker hinanden i hovedet med et tal uden at vide, hvad vi snakker om, siger skolelederformanden. 

Efterlyser forklaring
I organisationen Skole og Forældre har formand Mette With Hagensen også svært ved at overskue, om tallet er stigende. 

- Vi har før set tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på otte pct. Tidligere rapporter har talt om et tocifrede antal, der droppede ud. Her tales så om seks pct, siger hun til Ritzau.

- Det er jo meget vigtigt at få afgangsprøven for at komme videre med en ungdomsuddannelse. Men tallet alene bekymrer mig ikke, for der er tre-fire pct. af en årgang, som har en vidtgående diagnose, og mange af dem går ikke til prøven. Dertil kommer de socialt udsatte, så jeg er ret sikker på, at der en god forklaring på de sidste børn, der ikke går op til prøven, siger Mette With Hagensen. 

Ligesom Claus Hjortdal efterlyser hun en forklaring på de nye tal.

- Det er samtidig mit råd til skolebestyrelserne lokalt: Se lige på jeres egne tal, før I sætter gang i panikløsninger. Så vi er sikre på, at der et problem, før vi prøver at løse det. 

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) peger over for TV2 News på, at regeringen har afsat en særlig skolepulje, der med 500 mio. kr. over tre år er rettet specifikt mod de skoler, hvor mange elever har svært ved at følge med. 

Ritzau/sl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/tusinder-forlader-folkeskolen-uden-eksamen

GDPR