Turismens fordele skal afbalanceres med ulemperne
Krydstogtskibet M/S Queen Mary afsejler Helsingør.
Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix

Turismens fordele skal afbalanceres med ulemperne

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) giver Det Nationale Turismeforum et år til arbejdet.

Danmark skal have en 'ambitiøs national strategi for bæredygtig vækst' i dansk turisme, lyder det fra Erhvervsministeriet.

- Turisme bidrager til, at vi rent økonomisk har noget at leve af i Danmark, og også til meget af det, der giver os livskvalitet. Men vi skal ikke lukke øjnene for, at turismen også kan have negative konsekvenser for blandt andet miljø, natur og borgernes hverdag. Det er derfor, vi skal have en national strategi, der både har fokus på, hvordan vi kan have fortsat vækst i dansk turisme og på, hvordan væksten bliver bæredygtig, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S). 

Det Nationale Turismeforum, der samler repræsentanter for turismeerhverv, kommuner, destinationsselskaber, forskning og staten, får opgaven - understøttet af en tværministeriel arbejdsgruppe - og har fået et år til at udarbejde strategien, der forventes at kunne offentliggøres primo 2021.

Turisme er i dag et internationalt væksterhverv med stor betydning i mange dele af Danmark - ikke mindst i landdistrikterne. Det er ikke alene indtægterne fra turisterne, der skaber mærkbar effekt. Turisme har også en stor betydning for mange lokalsamfund i form af de arbejdspladser, erhvervet skaber, og fordi turisternes efterspørgsel er med til at opretholde et kundegrundlag til detailhandlen, de lokale restauranter, kulturtilbud og tilgængelige naturoplevelser.

- Turismen er vigtig, både fordi turisme skaber arbejdspladser, og fordi turisterne gerne vil opleve mange af de samme ting, som de faste beboere også selv sætter stor pris på. Det kunne for eksempel være butikker med fleksible åbningstider, tilgængelige stier i naturen, gode restauranter og museer, der byder på spændende oplevelser og høj kvalitet, siger ministeren.

  • Samlet set skabte turisternes forbrug i 2017 en omsætning på 128 mia. kr. i Danmark, og den afledte beskæftigelseseffekt var på 161.000 fuldtidsjob.
  • Det Nationale Turismeforum er nedsat jf. lov om dansk turisme og består af repræsentanter for turismeerhverv, kommuner, destinationsselskaber, forskning og staten.
  • Det Nationale Turismeforum har til opgave at styre og koordinere den offentlige turismefremme i Danmark.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt