dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Forsvarsminister og fungerende økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) er eneste kandidat til posten som formand for Venstre. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Troels Lund er eneste kandidat til Venstres formandspost

Det ser ud til, at jeg bliver valgt som ny formand, konstaterer Troels Lund Poulsen, der erklærer sig "utroligt glad for og ydmyg omkring".
9. NOV 2023 8.30

Troels Lund Poulsen er et meget stort skridt tættere på at være Venstres næste formand. For der er ingen andre kandidater til posten. Det skriver partisekretær Christian Hüttemeier i en mail til partiets medlemmer, som Ritzau er i besiddelse af.

Fristen for indstillinger til den ledige formandspost udløb ved midnat. Og her er det altså kun forsvarsminister og fungerende økonomiminister Troels Lund Poulsen, der har fået en indstilling. Den er kommet fra Venstres kommuneforening i Hedensted, hvor han er opstillet.

Selv skriver Troels Lund Poulsen på Facebook:

"Fristen for at stille op til posten som Venstres formand udløb i går. Dermed ser det ud til, at jeg bliver valgt som ny formand, når vi i næste uge mødes i Herning for at holde landsmøde. Det er jeg utroligt glad for og ydmyg omkring." 

Han tilføjer, at han tager til Herning velvidende, at der venter et stort ansvar og en stor opgave.

"Lige nu er Venstre ikke i den form, vi kunne ønske os. Det skal vi have rettet op på, og det kommer til at tage tid - og hårdt arbejde. Og vi skal gøre det sammen som et hold, skriver han." 

Venstre holder landsmøde i Herning 18.-19. november, hvor formanden vælges. Her skal en næstformand også vælges - nuværende næstformand Stephanie Lose ønsker at fortsætte på posten.

På vej ind til et EU-møde i Bruxelles bliver Troels Lund Poulsen spurgt, om han vil fortsætte som forsvarsminister, når han vælges som formand.

- Jeg har tænkt mig at fortsætte som minister. Men hvordan det kommer til at være, kommer vi til at forholde os til, når jeg måtte blive Venstres formand, siger han til den danske presse.

Regeringspartiet har været uden formand, siden Jakob Ellemann-Jensen trak sig helt fra politik 23. oktober.

/ritzau/ak/

Red. 2. og 3. sidste afsnit med kommentarer fra Lund Poulsen tilføjet kl. 8.54

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/troels-lund-er-eneste-kandidat-til-venstres-formandspost

GDPR