
I sidste uge kunne den grønne trepart fejre et års jubilæum. På samme tid har arbejdet i de lokale treparter stået på i godt et halvt år, hvor ambitionerne og samarbejdet fra den nationale trepart skulle stå sin prøve lokalt i de 23 lokale treparter.
Og her har det lokale samarbejde bestået, siger KL’s klima- og miljøudvalgsformand, Johannes Lundsfryd (S).
- Det har været Danmarks største samarbejdsøvelse, og det har fungeret. Alle parterne er blevet ved bordet og taler med hinanden. Det er udfordrende, fordi det er en kæmpemæssig opgave, men der er ikke nogen, som er slået op i banen og har givet op. Tværtimod oplever vi, at der er flere, som banker på døren og gerne vil være med. Det gør fiskerne, de unge, fondene, vandselskaberne og borgerne i lokalområdet, fortæller Johannes Lundsfryd.
Samtidig hæfter han sig ved, at der er grund til at være optimistisk i forhold til, at man også når i mål med målet for omlægningsplanerne.
Således har de lokale treparter allerede nu indmeldt mere end 100 projekter, som dækker mere end 140.000 hektar lavbundsarealer. Det er selvsagt ikke nødvendigvis alle projekter, som kan realiseres, men uanset er kommunerne godt på vej mod at identificere de 140.000 hektar lavbundsarealer, der skal udtages.
Derudover er der indmeldt projekter med kvælstoftreduktioner for mere end 8.000 tons. Her skal der findes reduktioner for i alt 13.780 tons.
- Vi har derfor taget nogle store skridt mod målet, og det synes jeg er en imponerende indsats indtil videre, siger Johannes Lundfryd.
Pressede ansatte
Det er dog ikke sket uden en ekstraordinær indsats hos de kommunale medarbejdere, fortæller Johannes Lundsfryd.
- Der er rigtig mange medarbejdere i kommunerne, som har fået inddraget ferie, og som sidder og knokler med mange overarbejdstimer for, at vi kan nå, det vi skal nå, siger han og tilføjer:
- Det kan gå i en vis periode, men det er ikke en langsigtet løsning.
Klimamonitor har tidligere i juni beskrevet, hvordan mere end 300 lodsejere venter på at tale med de samme otte udtagningskonsulenter, og at man dermed risikerede at ende med en decideret flaskehals, fordi man administrativt har for få hænder til at løse opgaven.
Johannes Lundsfryd og KL er opmærksom på problematikken, og formanden understreger, at det er noget, man løbende arbejder med og forsøger at understøtte kommunerne med så vidt muligt.
- Vi er presset på kapacitet, men vi arbejder fokuseret på at løse udfordringen. Derudover er vi kun lige begyndt. Det er en kæmpe opgave at lave omlægningsplanerne, men det er en endnu større opgave at skulle realisere dem, og det kommer til at tage mange år.
Der er derfor behov for at se på, hvordan man kan få flere hænder på opgaven.
- Der er masser af kommuner, som har erfaring med udtagningsprojekter og skovrejsning, men så har det måske været en enkelt eller to medarbejdere, der har arbejdet med det. Nu skal vi op i helt anden kadence.
Allerede i december, da regeringen og KL blev enige om rammevilkårene for de lokale treparter, var man opmærksomme på problemstillingen.
Dengang skrev man, at flaskehalse så vidt muligt skulle løses i samarbejdet mellem parterne i den lokale trepart og tværkommunalt, mens Ministeriet for Grøn Trepart og KL løbende følger op på udfordringen.
Johannes Lundfryd påpeger, at det kan blive nødvendigt at gå kreativt til værks for at skaffe flere hænder til at løse opgaven.
- Det nytter ikke, at vi bare hugger medarbejderne fra hinanden. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan styrke vores organisering, og vi arbejder løbende med, hvordan vi kan understøtte kommunernes arbejde. Det kan derfor også være, at vi bliver nødt til at se på, om vi kan inddrage nogle andre fagligheder for at få flere hænder på opgaven.
Ekstraordinær situation kræver ekstra indsats
Selvom det ikke er en holdbar situation, så påpeger Johannes Lundsfryd samtidig, at det er en ekstraordinær situation, som kræver en særlig indsats.
- Vi kan hurtigt komme til at tale om det, der er svært og presset, men vi skal huske det historiske perspektiv. Det er enestående, at vi forsøger at løse så mange udfordringer på én og samme tid, og det er nok en af min generation af politikeres største udfordringer, og det vil vi altså gerne stå på tæerne for.
Og mens man nationalt taler om demokratisk nybrud ved at samarbejde i nye konstellationer med civilsamfund og erhvervsinteresse, så er det noget, man i kommunerne har masser af erfaringer med – bare ikke på denne skala.
- Det er måske første gang nationalt, at man arbejdet på denne måde, men vi har i kommunerne i lang tid arbejdet tæt med civilsamfundet om vanskelige problemer. Skalaen er dog en anden her, både i forhold til opgavens størrelse, tidsperspektivet og antallet af mennesker, der er involveret.
Hvis der dog skulle være en erfaring at drage på, så kunne det være fra dengang, alle samledes om coronaindsatsen og fandt nye samarbejder, løsninger og fælles mål:
- Når vi har et mål, der er klart, og alle er med på, at det er vigtigt at prioritere en opgave, så kan vi de mest utrolige ting. Det samme så vi under coronaen. Det handler først og sidst om, at der er utroligt mange mennesker, som tager ansvaret på sig, og så kan vi nå enormt meget. Der er ikke noget alternativt til, at vi skal lykkes, siger Johannes Lundsfryd.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.