Det er ikke lykkes at nedbringe udledningen af kvælstof til de danske farvand. Til gengæld står udviklingen stille. Det viser nye tal, som er en del af de såkaldte Novana-rapporter, der udgives af Aarhus Universitet og Geus. Rapporterne giver et billede af vandmiljøets og naturens tilstand.Det skriver Information.
Ifølge de nye tal, som er opgjort af Aarhus Universitet, lå udledningen af kvælstof til havet i 2021 på 55.000 ton, når man tager højde for forskelle i nedbør mellem årene. Det svarer til gennemsnittet for årene 2016 til 2018, hvor det lå på 56.300 ton. Det skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside ifølge avisen.
Her siger Stiig Markager, der er professor ved Aarhus Universitet og har deltaget i arbejdet, at havmiljøet som konsekvens "bliver dårligere og dårligere".
Ifølge professoren skal udledningerne reduceres med en tredjedel, hvis Danmark skal leve op til sit mål om, at de kystnære havområder skal bringes i en god økologisk tilstand inden 2027. Kun 5 ud af 109 kystnære havområder lever i dag op til målene, skriver avisen.
Stiig Markager siger også, at udledningerne har været "nogenlunde konstante" siden 2011.
"Stor opgave"
Ifølge avisen vaskes kvælstoffet, der primært kommer fra gødning og gylle på landbrugets marker, ud i havet gennem regn, åer og vandløb. Det medfører algeopblomstring, uklart vand, iltsvind samt at de havlevende væsner dør.
Det er landbruget, hvor hele reduceringen skal findes. Nærmere bestemt skal sektoren reducere sin udledning med 44 procent. Men ifølge Stiig Markager er det ikke muligt med de nuværende tiltag.
- Den eneste mulighed er at omlægge fra intensiv dyrkning til natur eller ekstensive dyrkningsformer som vedvarende græs, siger han til Information.
Avisen har også taget kontakt til miljøminister Magnus Heunicke (S). Han siger i et skriftligt svar, at "de nye tal viser, at der stadig ligger en stor opgave forude", og at "udviklingen ikke er tilfredsstillende".
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.