
Kun 5 ud af 15 kommuner har vejledninger for de ansattes ytringsfrihed på sociale medier. Det viser aktindsigter, som Fagbladet FOA har fået fra 15 danske kommuner.
Blandt regionerne er det fire ud af fem, som har vejledninger særskilt for sociale medier - kun Region Hovedstaden mangler. Regionerne har ligesom kommunerne udformet deres vejledninger meget forskelligt.
Blandt andet skriver Region Syddanmark, at 'på de sociale medier gælder de samme begrænsninger for ytringsfriheden – herunder tavshedspligten – som når du ytrer dig til en avis, en radiostation eller i et læserbrev'.
Region Nordjylland har lavet en længere og mere omfattende vejledning, hvor det blandt andet hedder, at de ansatte skal overveje, hvilke grupper de melder sig ind i, fordi grupperne 'er med til at tegne et billede af den, du er. Flere af Facebook-grupperne har et politisk eller holdningsmæssigt budskab'.
Uensartethed er ikke godt
Også hos kommunerne er vejledningerne forskellige. I Københavns Kommune har hver fagforvaltning lavet forskellige vejledninger - undtagen Økonomiforvaltningen, hvor en vejledning er under udarbejdelse.
Myndighedernes uensartede praksis på området er ikke hensigtsmæssig, vurderer ekspert i forvaltningsret ved SDU Frederik Waage.
- Det er problematisk, at man kun nogle steder har vejledninger for de ansattes ytringsfrihed. Man kan også stille spørgsmål ved, at man henviser offentligt ansatte til vejledninger, hvor indholdet varierer afhængigt af, hvor man er ansat, siger han.
Han foreslår, at de enkelte kommuner henviser de ansatte til overordnede nationale vejledninger i stedet for selv stå for med den vanskelige opgave, det er at udarbejde velafbalancerede retningslinjer, som ikke er i strid med grundloven eller menneskerettighedskonventionen.
Behov for klare retningslinjer
Den offentlige debat er de seneste år flyttet ind på de sociale medier, og det er i alles interesse, at der er klarhed på området, forklarer cand.jur. Zenia Dinesen. Hun har lige skrevet speciale om offentligt ansattes ytringsfrihed og sociale medier:
- Arbejdsgiverne har også en interesse i, at de ansatte kender reglerne. Det er jo ikke i deres interesse, hvis en ansat bryder tavshedspligten eller optræder usagligt på sociale medier. Når den ansatte fremsætter ytringer, der bryder med myndighedens interesser, kan disse først sanktioneres, efter skaden er sket. Klare retningslinjer kan være med til at forebygge dette, siger hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i sagen. Ministeren har heller ikke svaret på de tilsendte spørgsmål, men skriver i en mail:
- Åbenhed er essentielt for vores demokrati, og derfor mener vi i regeringen, at det er vigtigt, at offentlige ansatte kender rammerne for deres ytringsfrihed. (…) Derfor har vi blandt andet for nylig fået lavet et kursus i ytringsfrihed, hvor vi understreger, at der er en udstrakt ytringsfrihed for offentlige ansatte, skriver justitsminister Søren Pape Poulsen.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.