Forleden blev det offentliggjort, at Marie Nipper, som tidligere var leder af Copenhagen Contemporary, overtager posten som direktør for kunstmuseet Arken. Og når hun den 1. august overtager posten fra den afgående direktør Christian Gether, bekræfter det en tendens til, at kvinder indtager toppen af de danske kunstmuseer. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Af de 30 statslige og statsanerkendte kunstmuseer, som får støtte i henhold til museumsloven, har 22 en kvindelig direktør. Det svarer til, at tre ud af fire kunstmuseumsdirektører er kvinder. Af samtlige 102 statslige og statsanerkendte museer har 46 en kvindelig direktør, altså lidt under halvdelen. Og hvad angår kulturhistoriske museer, er tre ud af fire direktører mænd.
Det skyldes især, at kunsthistorieuddannelserne på landets universiteter har et højt antal kvindelige studerende, siger Berit Anne Larsen, som er næstforperson i Organisationen Danske Museer og arbejder som formidlings- og udstillingschef på SMK – Statens Museum for Kunst.
- Der har i lang tid været en overrepræsentation af mandlige direktører, hvis man tager kønsfordelingen på kunsthistoriefagene i betragtning, så denne udvikling er i virkeligheden en forventelig afspejling af den talentmasse, museerne rekrutterer fra, siger hun.
Intet snuptag
Berit Anne Larsen forudsiger, at udviklingen vil fortsætte hen over de kommende 10-20 år. Ifølge hende er det overvejende positivt, at museumsdirektørerne i højere grad er kvinder.
- Men i den bedste af alle verdener ville jeg egentlig mene, at museernes ledelse i højest mulig grad skal afspejle det samfund, de omgives af, hvad angår køn. Også når man ser på kulturhistoriske museer, hvor der er en overvægt af mandlige direktører, siger hun.
Adspurgt om antallet af kvindelige direktører kan have indflydelse på den skæve fordeling af mandlige og kvindelige kunstnere på kunstmuseerne, påpeger hun, at det ikke i sig selv er et spørgsmål om direktørens køn.
- Det er min oplevelse, at der er kommet et større fokus på området, uagtet direktørens køn. Og den bias, der historisk har resulteret i en overvægt af mandlige kunstnere og har varet i hundredvis af år, er ikke noget, man vender med et snuptag, siger Berit Anne Larsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.