

SJÆLLAND: Der var tre, der var to – og nu står kun en tilbage som Socialdemokraternes spidskandidat til formandsposten i Region Sjælland. Det er Torben Klitmøller Hollmann, der kan konstatere, at dysten om at blive partifællen, regionsrådsformand Heino Knudsens efterfølger er slut, allerede før et delegeretmøde torsdag, hvor der ellers skulle have været kampvalg.
I weekenden trak den ene udfordrer, regionsrådsmedlem Kenneth Nielsen, sig.
I aftes sluttede den anden, Gitte Louise Simoni, sig så til dem, der bakker op om Torben Hollmann. Hun skrev i et facebookopslag blandt andet:
"Jeg mener, at borgerne fortsat fortjener en socialdemokratisk regionsrådsformand. Det har vi nemlig gode erfaringer med fra de sidste 6,5 år. Derfor mener jeg, at vi skal samle kræfterne frem mod valget. Jeg har derfor her til aften meddelt min kreds og gruppe, at jeg trækker mit kandidatur".
Glad regionsformand
Den nuværende regionsrådsformand, Heino Knudsen (S), blev for over et år siden indstillet af den socialdemokratiske kredsbestyrelse i Guldborgsund som kredsens nye folketingskandidat, og han har peget på Torben Hollmann som sin efterfølger.
- Torben er en stærk kandidat, der har værdierne på rette sted og et hjerte for Region Sjælland. Jeg er overbevist om, at han har gode muligheder for at samle regionsrådet i et fortsat stærkt samarbejde, siger han til TV 2 Øst.
Torben Hollmann blev i 1999 uddannet social- og sundhedsassistent og har blandt andet arbejdet i psykiatrien og som leder på et plejehjem.
Han er tidligere formand gennem ni år for social- og sundhedssektoren i FOA, hvor han var en fremtrædende stemme i debatten om rekruttering og fastholdelse af sosu'er. I 2022 skiftede han til et job som chef for sundhed og ældre i Næstved Kommune. Han bor på Lolland og sidder ikke i regionsrådet p.t.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.