
Af Kjeld Hansen, journalist
Direktøren for Skov- og Naturstyrelsen (SNS), agronom Hans Henrik Christensen, benægtede 21.5 i Radioavisen DR P4 enhver påstand om aktuelle planer om et større skovsalg i provinsen. Christensen hævdede kategorisk, at der ingen lister findes i Miljøministeriet over skove, der skal sælges.
Påstanden har vakt forundring blandt medarbejdere i Skov- og Naturstyrelsen, fordi både statsskovdistrikterne og ansatte i styrelsen har været pålagt at udarbejde en sådan liste i de seneste uger.
Direktørens afvisning blev fremsat som kommentar til Åbenhedstingets og dknyts omtale af en hidtil hemmeligholdt liste over ejendomme i provinsen, som ministeriet er parat til at sælge.
Ifølge kilder i Skov- og Naturstyrelsen skal man skaffe 225 mio. kr. som Miljøministeriets bidrag til finansieringen af næste års finanslov. I april-maj i år har statsskovdistrikterne derfor været pålagt at udarbejde lister over salgbare skove og andre ejendomme indenfor deres områder.
Alene i Thy/Hanherred, der i forvejen står til at miste den meget omtalte Østerild Plantage til et nationalt testcenter for vindmøller, skal der være udpeget yderligere 'ca. 10 ejendomme'. Med de gældende lave skovpriser skal der i alt sælges i størrelsesordenen 7000 hektar statsskov for at skaffe samtlige 225 mio. kr.
Den ikke-eksisterende liste
Forstfuldmægtig Mads Jakobsen i Skov- og Naturstyrelsens kontor for Natur og Formidling har haft som opgave at indsamle statsskovdistrikternes salgsforslag til den samlede liste. Overfor Radioavisen har Jakobsen imidlertid hverken ønsket af be- eller afkræfte eksistensen af denne salgsliste. Han henviser til direktøren.
Listen over de salgbare skove er angiveligt allerede blevet præsenteret på et møde i Finansministeriet, men trods dette benægter direktør Hans Henrik Chrisensen kategorisk dens eksistens.
Allerede i april bekræftede Miljøministeriets jurister dog, at der findes en salgsliste. Det skete, da man afslog en anmodning om aktindsigt i netop denne liste med henvisning til, at den udgjorde en del af det lovforberedende arbejde til næste års finanslov og dermed var undtaget fra retten til aktindsigt.
Fuldstændigt forkert billede
I en pressemeddelelse 21.5 kommenterede Hans Henrik Christensen indslaget i Radioavisen, som han bl.a. beskyldte for at tegne et 'fuldstændigt forkert billede af udviklingen for den statsejede skov og natur i Danmark. Ifølge direktøren køber staten mere skov end den sælger.
'Faktum er, at det samlede skov- og naturareal siden 2001 er vokset med 8.500 hektar, hævdede direktøren i pressemeddelelsen. Der anførtes dog ingen kilde til denne påstand, selvom arealet er markant større, end hvad Skov- og Naturstyrelsen sædvanligvis opgiver.
I forbindelse med den tidligere omtalte aktindsigt i salgslisten udleverede styrelsen tabellen 'Erhvervede skov- og naturarealer 1989-2007'. Af den fremgår det, at der i perioden 2001-2007 kun er erhvervet 1277 hektar skov. I hvilket omfang dette tal også inkluderer nyetablerede skovrejsningsarealer oplyses ikke, men selvom tallet udelukkende skulle omfatte etableret skov, er arealet i direktørens påstand syv gange større end den virkelighed, som styrelsens medarbejdere normalt oplyser til offentligheden.
Ingen penge til testcenter
Endelig påstår Hans Henrik Christensen i sin pressemeddelelse, at enhver sammenhæng mellem skovsalget for 225 mio. kr. og finansieringen af det nationale vindmøllecenter i Thy er 'grebet ud af den blå luft'.
Vindmøllecenteret i Østerild Plantage er vurderet til at koste staten mindst 172 mio.kr. i direkte etableringsudgifter i en netop offentliggjort analyse fra rådgivningsfirmaet Grontmij Carl Bro. Til trods for sammenfaldet i de to beløb afviser direktøren enhver sammenhæng.
Hans Henrik Christensen forsikrer, at man kun sælger skov for at sikre penge til ministeriets naturbevarende indsats. 'Det jeg kan sige med sikkerhed er, at hvis vi sælger arealer, vil vi bruge pengene på vand- og naturindsatsen', skriver direktøren til slut i sin pressemeddelelse.
Se tabellen 'Erhvervede Skov- og naturarealer 1989-2007' på www.aabenhedstinget.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.