De Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte vismænd, lægger sig med en halvårsrapport tirsdag i samme spor som regeringen gjorde med sin økonomiske redegørelse mandag: Danmark er kommet ud på den anden side af otte års lavkonjunktur.
Vismændene henviser til at beskæftigelsen er steget med 180.000 siden lavpunktet i 2013, og at alle prognoser peger på, at fremgangen fortsætter. Vismændene tror, at vi både i år og næste år vil se dansk økonomi vokse med to pct., og det vil medvirke til en beskæftigelsesvækst på yderligere 70.000 personer.
Selv om flere brancher melder om stigende mangel på arbejdskraft, er der ikke umiddelbart udsigt til, at efterspørgslen på flere hænder får økonomien til at bryde sammen. Tilbagetrækningsreformer af både efterløns- og pensionssystemet vil betyde, at flere vil blive længere på arbejdsmarkedet, og samtidig vurderer vismændene, at det fortsat vil være muligt og nødvendigt at trække arbejdskraft ind udefra.
Men opsvinget skal holdes i stram snor, hvis vi skal undgå en nedtur svarende til den, der ramte i forbindelse med finanskrisen. Derfor er det vigtigt, at regeringen holder igen og ikke hælder mere kul under kedlerne, mener overvismand Michael Svarer.
- Det er vigtigt, at den økonomiske politik ikke bidrager til at øge efterspørgslen yderligere. Skattelettelser eller forøgede offentlige udgifter bør i den nuværende situation som minimum være fuldt og konkret finansierede, siger han i en kommentar til rapporten.
Vismændene konkluderer også, at de offentlige finanser er sunde. Faktisk er der på lang sigt udsigt til pæne overskud, fordi små årgange langsomt bliver afløst af større, og vismændene foreslår derfor, at man allerede nu diskuterer politisk, hvordan man griber de forventede overskud an i fremtiden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.