
Fem danske pensionskasser får lov at til at købe en portion af aktierne i Nykredit. Dermed er planerne om en børsnotering af realkreditgiganten nu endelig lagt i graven, oplyser Nykredit i en meddelelse.
De fem selskaber, der samlet repræsenterer to millioner pensionsopsparere, køber samlet 16,9 pct. af Nykredit. Prisen er 11,6 mia. kr. Det har repræsentantskabet i Forenet Kredit, der ejer 90 pct. af realkreditkoncernen, torsdag sagt god for.
Køberne er PFA, PensionDanmark, PKA, AP Pension og MP Pension.
- Med aftalen er der skabt klarhed om det langsigtede ejerskab og kapitalstrukturen i Nykredit, og fundamentet er lagt for, at det store forretningsmæssige potentiale i virksomheden også realiseres fremover, siger adm. direktør Allan Polack fra PFA.
- Vi har stor tillid til, at Nykredits ledelse fortsat vil drive den stærke udvikling af Nykredit. Det er godt for kunderne, og vil samtidig sikre stabile og konkurrencedygtige afkast til konsortiets pensionsopsparere, siger han i en kommentar.
PFA køber alene 10 pct. af Nykredit.
Forenet Kredit modtog tidligere i november tilbuddet på en bid af foreningens aktier, og det betød en genovervejelse af Nykredits planer om at lade sig børsnotere. Nye medlemmer af ejerkredsen kunne nemlig være en genvej til at rejse ny kapital, hvis det skulle blive nødvendigt.
Samme overvejelse var Nykredits hovedargument for børsplanerne. Dem luftede Nykredit i første omgang i februar 2016. Meldingen var, at der skulle arbejdes for en børsnotering inden for to år.
Nykredit forventer fremover at blive mødt med højere krav til reserverne på kistebunden. Det skal sikre, at realkreditgiganten er polstret til dårligere tider.
Af samme årsag varslede Nykredit i februar 2016 også højere priser for boligkunderne. Det førte til kritik fra kunder og politikere. Flere af Nykredits konkurrenter fulgte trop med højere priser.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.