

I Vejle Sydkredsen har MF Karen Klint har meddelt, at hun ikke stiller op igen til folketingsvalg. Og et af de mere interessante forløb i valgoptakten udspiller sig her i sommer, da urafstemningens anden runde blev afsluttet i weekenden.
Vejle Amts Folkeblad kunne berette, at byrådsmedlem i Vejle, Birgitte Vind, fik 139 stemmer og tidligere byrådsmedlem gennem 16 år i Tørring-Uldum og siden Vejle John Refsgaard fik 101, mens unge Simon Redder Thomsen, der arbejder for partiet på Christiansborg som international sekretær, fik 65 af de 305 gyldige stemmer fra de to partiforeninger i Vejle og Egtved.
Efter de socialdemokratiske regler kunne en af kandidaterne have vundet ved at få 50 pct. af stemmerne, men da det ikke skete, må de ud i en tredje runde. Første runde vandt Refsgaard iøvrigt med en enkelt stemme.
Hele valgproceduren gav ifølge avisen ballade i ugen op til, da fire medlemmer af partiforeningens bestyrelse trak sig i protest over en beslutning om, at nyindmeldte medlemmer ikke havde stemmeret ved urafstemningerne.
Ligesom i Vejle har Viborg en udfordring i og med, at kommunen er delt op i to valgkredse - her er det Viborg Øst og Viborg Vest. De to spidskandidater optræder begge på begge lister - og når det gælder om at trække et mandat til Viborg, risikerer partiet at begge spidser trækker godt med personlige stemmer, mens det lokaltaktisk ville være bedre, at man kunne samles om det ene for at hive et kredsmandat til byen.
Ved FV15 stillede partiet med en tydelig skyggekandidat i Viborg Øst, Kasper Skov Andersen, der på sin egen liste blot fik 116 stemmer, mens Karin Gaardsted, der endte med at blive valgt på det fjerde kredsmandat til Folketinget, fra sin femteplads på listen fik hele 2.280. I Viborg Vest var Gaardsted selv spids og hentede 2.998 personlige stemmer.
Når en partiforening på den måde vælger at have en kendt og populær kandidat i den ene bykreds, kalder man den anden for en skyggekandidat, der altså er udset til at skulle stå i skyggen af den kendte.
Den model har den nye kandidat i Viborg Øst, byrådsmedlem siden KV05, formand for Landdistriktsudvalget Mette Nielsen, tydeligvis ikke tænkt sig at følge. Hun vil føre sin egen valgkamp, gøre brug af sin kommunalpolitiske position og af de kritiske røster, der ikke synes, Gaardsted har gjort sig tilstrækkeligt bemærket på Christiansborg. Gaardsted stiller fortsat op efter syv år på Tinge - så altså to kandidater, der begge vil ud af skyggen.
I Ballerupkredsen, der dækker Ballerup og Glostrup kommuner, skulle man finde en afløser til partiformand Mette Frederiksen som folketingskandidat, efter at hun er skiftet til hjembyen Aalborg. Dermed skulle kredsen for første gang i 18 år have ny folketingskandidat, og et flertal af de godt 400 medlemmer har ifølge netavisen Pio peget på formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, 29-årige Kasper Sand Kjær.
Han fik 204 stemmer, mens byråds- og regionsrådsmedlem Charlotte Holtermann fik 122 stemmer og byrådsmedlem Musa Kekec 76. Da en af kandidaterne har fået mere end halvdelen af stemmerne, er valget her afgjort. Kredsen har givet valg til den lokale socialdemokratiske folketingskandidat ved hvert eneste valg, siden kredsen blev oprettet til valget i 1971.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.