
Ved det seneste valg gik De Konservative fra otte til 14 borgmestre - og en af dem var Knud Erik Langhoff i Kolding, der ifølge JydskeVestkysten nu er blevet genvalgt til KV25. 40 partimedlemmer bakkede ham op. Han er 73 år og siger til avisen, at han ser sin alder som en styrke:
- Jeg har børnebørn i alle aldre fra to til 31 år, så jeg ved, hvor skoen trykker i daginstitutionerne, indskolingen og de videregående uddannelser. Så jeg har en ballast i kraft af min alder. Og når vi nu gerne vil have, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, synes jeg heller ikke, man skal skælde dem ud, som gør det. Men jeg er klar over, at det nok bliver min sidste gang.
Han kommer igen op imod Jakob Ville (V), mens S endnu ikke har udpeget spids her. Ved KV21 fik Langhoff med 1.520 femteflest stemmer, mens Villy Søvndal (SF) med 5.431 og Eva Kjer Hansen (V) med 5.127 fik flest - og begge er ude af lokalpolitik igen. Flere stemmer end Langhoff fik også daværende S-spids Birgitte Munk Grunnet med 3.743, V-spidsen Ville med 2.274 og Søren Rasmussen (DF) med 2.146.
Også i Nordfyns Kommune er der ifølge Fyens Stiftstidende et konservativt genvalg af en spids: Viceborgmester Anders Thingholm, der også var spids ved KV21.
Han fik dengang tredjeflest stemmer, nemlig 771, efter daværende borgmester Morten Andersen (V) med 2.682 og daværende S-spids Helle Waagner (S) med 1.088. I mellemtiden har Venstre indsat Mette Landtved-Holm som borgmester, efter at Morten Andersen gik af som resultat af sin håndtering af en julefrokost-affære. S har nu udpeget Kasper Solberg som spids.
I Rebild er der ifølge TV2 Nord nyvalg til en K-spids, nemlig Nicolai Niemann, der efterfølger partiets gruppeformand, Lene Aalestrup, som sidste år annoncerede, at hun ikke genopstiller. Her er Jesper Greth (V) borgmester og fik lidt usædvanligt blot sjetteflest personlige stemmer.
Flest - 1.810 - fik Allan Busk (Den Sociale Fællesliste), som siden har måttet forlade byrådet af helbredsmæssige årsager. Næstflest fik netop Lene Aalestrup, som med 1.115 overhalede Jeppe Ugilt (V), der var nummer to på V-listen, men fik flest V-stemmer - 1.008.
Jesper Greth, der fik 676 og altså var borgmesterkandidaten, blev også stemmemæssigt overhalet af S-spidsen Peter Hansen med 1.002 og den forhenværende borgmester Leon Sebbelin (R) med 997.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.