ÅRHUS: Århus kan nu udbetale de resterende penge (af den såkaldte overdækning) - som blev indkrævet for meget hos varmekunderne for nogle år tilbage - som et engangsbeløb.
Energitilsynet, der er den øverste myndighed på området, har den 26. oktober tilkendegivet, at det ikke vil modsætte sig Århus Byråds beslutning om at betale de resterende varmepenge tilbage til kunderne som et engangsbeløb, oplyser Århus Kommunes Teknik og Miljøafdeling.
Dermed er der åbnet mulighed for, at omkring 60.000 nuværende og/eller tidligere varmekunder hos AffaldVarme Århus i starten af 2010 helt automatisk får indsat et skattefrit engangsbeløb på deres NemKonto i løbet af 1. kvartal 2010.
Da varmekunderne siden den 1. januar 2008 har haft en ekstraordinær takstnedsættelse på 7,9 øre/kWh ekskl. moms, er over halvdelen af den oprindelige overdækning på 575 mio. kr. på nuværende tidspunkt allerede blevet tilbagebetalt til kunderne gennem en billigere varme.
- Jeg er glad for, at vi nu kan sætte punktum for varmesagen. Vi har fra socialdemokratisk side gennem hele forløbet ønsket en hurtig løsning af hensyn til forbrugerne. Forbrugerne har løbende fået penge tilbage i form af en varmerabat, men for os har det været vigtigt at betale flest mulige århusianere hurtigt og direkte tilbage. Det kommer nu til at ske med dagens afgørelse, siger Ango Winther, der er socialdemokratisk medlem af Teknisk Udvalg.
Ingen varmecheck til lejere
Århusianske lejere får ikke en check i hånden, når kommunen til februar betaler de omstridte varmepenge tilbage. I stedet fortsætter lejerne med billigere varme to år endnu, skriver DR Østjylland.
- I boligselskaberne har vi besluttet, at vi ikke betaler pengene tilbage på en check. Det vil være alt for omkostningstungt og fuldstændig vanvittigt at bruge vores beboeres penge på at lave afregningsregnskaber. Det vil næsten sluge alle de penge, der er til tilbagebetaling, fortsætter John Jensen.
I stedet vil boligselskaberne bruge pengene på en nedsat varmetakst for alle lejerne. Parcelhusejerne får til gengæld i gennemsnit en check på 2000 kroner. Det betyder så, at de fremover skal betale fuld pris for varmen.
Enkelte lejere i boligselskaber vil også få en check. Det drejer sig om nogle af de lejere, der afregner direkte med varmeværket.
Fraflyttere vil også have varmepenge
100 varmeforbrugere, der er flyttet fra kommunen, har ikke tænkt sig at opgive kampen for at få alle deres penge tilbage, siger deres advokat Poul Gudberg fra Silkeborg til Jyllands-Posten.
De århusianske varmeforbrugere betalte gennem nogle år omkring 6.000 kroner for meget for varmen, men de får kun omkring 2.000 kroner tilbage i kontanter. Resten af pengene har kommunen betalt tilbage ved at sætte prisen på varme kraftigt ned.
Men den lave varmepris har kun gavnet de varmeforbrugere, der stadig bor i Århus Kommune, og derfor vil advokat Poul Gudberg have, at fraflytterne får alle 6.000 kroner. Han vil nu indbringe sagen for Energiklagenævnet.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.